Jamie Lee Curtis får stor rolle i "Borderlands"-filmen

Den 62-årige stjerne skal spille den neurotiske videnskabskvinde Tannis i Eli Roths spilfilmatisering.

Instruktøren Eli Roth ("Hostel", "Cabin Fever") er for alvor ved at stable et stjernespækket ensemble på benene til sin kommende filmatisering af det succesfulde videospil "Borderlands".

Roth har allerede hyret Cate Blanchett og Kevin Hart til at spille de heltemodige dusørjægere Lilith og Roland i filmen, og nu har han hyret Jamie Lee Curtis ("Halloween") til at spille en anden af videospillets kendte figurer: Tannis. Det bekræfter Collider.

Gearbox Softwares "Borderlands"-videospil udspiller sig i fremtiden på planeten Pandora, hvor en gruppe charmerende dusørjægere – vault hunters – bakser med rumvæsner og grumme banditter. Netop den evigt energiske Tannis, som både arbejder som arkæolog og forsker, assisterer dusørjægerne.

Læs også: Det klassiske pc-spil "Myst" bliver til en tv-serie

Curtis fik sit store gennembrud i John Carpenters slasher-klassiser "Halloween" tilbage i 1978, og siden da har hun bl.a. brilleret i "True Lies", "Fisken de kaldte Wanda" og "Knives Out - Var det mord?". Curtis er i øvrigt en hel del ældre, end Tannis er i "Borderlands"-spillene, men der er ingen tvivl om, at skuespilleren har evnerne og energien til at portrættere den populære spilfigur. En tydeligt begejstret Eli Roth udtaler:

"Det har altid været en drøm for mig at samarbejde med den ikoniske Jamie Lee Curtis, så jeg glæder mig til, at hun føjer sin humor, varme og genialitet til rollen som Tannis."

Mens Eli Roth sidder i instruktørstolen, så er det Craig Mazin ("Chernobyl"), der står bag den seneste udgave af manuskriptet.

Alt i alt 66 mio. eksemplarer af "Borderlands"-franchisens spil er til dato blevet solgt, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at en filmatisering er i støbeskeen. Vi ved dog endnu ikke, hvornår den udkommer.

Kommentarer

Jamie Lee Curtis får stor rolle i "Borderlands"-filmen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen