Det lyder dæleme, og "Star Trek: Discovery"-stjernen Jason Isaacs er en dygtig herre, så jeg krydser fingre for, den lander på en kanal/tjeneste herhjemme også!

Jason Isaacs skal spille Hollywood-legenden Cary Grant i ny serie
Nu får vi snart den fascinerende fortælling om en af historiens allerstørste filmstjerner.
Jason Isaacs ("Harry Potter og hemmelighedernes kammer", "Stalins død") skal portrættere selveste Cary Grant i en kommende biopic-serie om Hollywood-legendens liv.
Serien med titlen "Archie" bliver skrevet og produceret af Jeff Pope, der blandt andet er kendt for at have leveret drejebøgerne til spillefilmene "Philomena" og "Stan & Ollie".
Titlen refererer til Cary Grants borgerlige navn, Archibald Alexander Leach, og serien fortæller bl.a. historien om skuespillerens tumultariske barndom præget af dyb fattigdom, faderens utroskab og storebroderen Johns tidlige død. Begivenheder, som fik enorm betydning for Grants livsbane.
Læs også: Rooney Mara skal spille Audrey Hepburn i kommende biopic
Derudover udspiller en del af fortællingen sig også i 1961, hvor Grants karriere var på sit højeste – samtidigt med, at han kæmpede for at finde lykken igen efter to forliste ægteskaber.
Cary Grant medvirkede i et hav af Hollywood-produktioner i løbet af sin lange og imponerende karriere, og han huskes bl.a. for sit tætte samarbejde med mesterinstruktøren Alfred Hitchcock på filmklassikere som "North by Northwest", "To Catch a Thief" og "Notorious".
Grant blev i 1940’erne Oscar-nomineret i kategorien bedste mandlige hovedrolle to gange, og i 1970 modtog han en æres-Oscar for sine fantastiske præstationer foran kameraet. Cary Grant døde 82 år gammel i 1986.
"Archie" er sat til at få premiere på den kommende streaming-tjeneste ITVX.