Jason Momoa skal spille skurk i "Fast & Furious 10"

Ganske vist er Dwayne Johnson droppet ud, men der bliver bestemt ikke sparet på muskelbundterne i franchisens næste kapitel.

The Hollywood Reporter rapporterede nyheden i går, og nu er det blev bekræftet på "Fast & Furious"-franchisens officielle Twitter-side: Jason Momoa slutter sig til "Fast & Furious 10".

Og selvom Universal endnu ikke har bekræftet det, så er flere amerikanske nyhedsmedier stensikre på, at Momoa skal spille skurken i det, der faktisk er den sejlivede actionsagas 11. kapitel, når man medregner spin-off-filmen "Fast & Furious: Hobbs & Shaw".

Momoa skal spille over for bl.a. seriens store stjerne/producer, Vin Diesel, samt de tilbagevendende skuespillere Michelle Rodriguez, Tyrese Gibson, Chris "Ludacris" Bridges og Sung Kang.

Det forventes også, at Charlize Theron vender tilbage som det ondskabsfulde computergeni Cipher, som hun første gang spillede i 2017's "Fast & Furious 8".

Se også: Moovy TV træder speederen i bund og tester ny "Fast & Furious"-racerbane!

Det er dog endnu ikke stensikkert, at John Cena ("The Suicide Squad") vender tilbage i rollen som Diesels halvbror, som han spillede i "Fast & Furious 9". Cena kom sidste år med nogle kontroversielle udtalelser om Taiwan, der skabte stort postyr i Kina, hvor filmene er meget populære, så man kan godt frygte, at Cena derfor tvinges ud på et sidespor, der ender i en blindgyde. Vi ved dog allerede, at Dwayne 'The Rock' Johnson ikke har til hensigt at vende tilbage som den heroiske ordenshåndhæver Luke Hobbs.

"Fast & Furious 10" og "Fast & Furious 11" går efter planen i produktion samtidigt, og Justin Lin ("Star Trek Beyond") sidder i instruktørstolen. "Fast & Furious 10" kører ind i biografsalene i maj 2023.

Netop "Fast & Furious 9" havde faktisk en dansker i skurkerollen: "Sunday"-skuespilleren Thue Ersted Rasmussen. Vi ved heller ikke, om Rasmussen måske vender tilbage (vi så ham trods alt ikke dø i filmen), men herunder kan I se vores interview med danskeren om hans spændende Hollywood-eventyr:

Kommentarer

Jason Momoa skal spille skurk i "Fast & Furious 10"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen