Jason Statham og Guy Ritchie genforenes på ny spionfilm

Statham skal give den som MI6-agent i kommende thriller.

Den engelske instruktør Guy Ritchie og actionstjernen Jason Statham har ved flere lejligheder nydt godt af hinandens selskab, og deres makkerskab går helt tilbage til "Rub, stub & to rygende geværer" fra 1998. Nu slår de to herrer endnu en gang pjalterne sammen.

Det sker på den kommende spionthriller "Five Eyes", som Ritchie skal instruere for filmselskabet Miramax.

I "Five Eyes" får Jason Statham hovedrollen som MI6-agenten Orson Fortune, der rekrutteres af det hemmelige efterretningsforbund Five Eyes. Fortune får her til opgave at opspore et stykke dødsensfarlig våbenteknologi, som kan rykke ved selve verdensbalancen.

Statham kunne sidste år opleves i biograferne i "Fast & Furious: Hobbs & Shaw". Udover "Rub, stub & to rygende geværer" er han tidligere blevet instrueret af Ritchie i "Snatch" og "Revolver", og så har de også samarbejdet på actionfilmen "Wrath of Man", som står til at udkomme til næste år.

Guy Ritchie har senest styret tøjlerne på "The Gentlemen", der udkom i 2019, hvor han også var aktuel med Disneys nyfortolkning af "Aladdin". Optagelserne til "Five Eyes" forventes at gå i gang til oktober.

Kommentarer

Jason Statham og Guy Ritchie genforenes på ny spionfilm

  • 0

    Efter fabelagtige "The Gentlemen", så er jeg faktisk ret klar på mere Guy Ritchie for en gangs skyld. Plus dét, så er "Snatch" en af favoritterne på filmhylden :)

    Nexiz 7-09-20 18:26

  • ★★★★0

    Tjeck - Richie har været ret svingende i kvallitet, længe - men denne ser lovende ud.

    Wayne 8-09-20 08:56

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen