Jeremy Strong overtager rollen som Mark Zuckerberg i efterfølger til "The Social Network"

Aaron Sorkin vender tilbage til Facebook-universet med "The Social Reckoning", der udforsker platformens senere års skandaler og interne afsløringer.

David Finchers prisbelønnede drama, "The Social Network" fra 2010, får nu en slags efterfølger – men denne gang uden Fincher bag kameraet. Instruktørstolen indtages i stedet af Aaron Sorkin, der også skrev manuskriptet til den første film og vandt en Oscar for det.

I stedet for Jesse Eisenberg i rollen som Facebook-stifteren Mark Zuckerberg er det denne gang Jeremy Strong ("Succession"), der spiller Zuckerberg i filmen, der har fået titlen "The Social Reckoning".

Mikey Madison, som tidligere i år vandt Oscaren for Bedste skuespillerinde for "Anora", medvirker som whistlebloweren Frances Haugen, mens Jeremy Allen White ("The Bear") skal spille journalisten Jeff Horwitz.

Se også: Bedste film/tv-serie udtænkt af Aaron Sorkin?

Projektet beskrives som et "companion piece" snarere end en traditionel fortsættelse. Hvor originalen handlede om Facebooks fødsel, sætter denne historie fokus på de senere års kontroverser – blandt andet afsløringerne i de såkaldte The Facebook Files, hvor interne dokumenter viste, at selskabet kendte til platformens skadelige effekter, herunder på unge og i forbindelse med udbredelsen af stærkt polariserende indhold, men valgte at prioritere engagement og profit frem for brugernes trivsel.

"The Social Network" blev et hit blandt både kritikere og biografgængere med over 200 mio. dollars i omsætning og tre Oscars. Nu bliver det spændende at se, om den kommende film kan leve op til den første films succes, når den rammer biograferne i oktober 2026.

Kommentarer

Jeremy Strong overtager rollen som Mark Zuckerberg i efterfølger til "The Social Network"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen