John Goodman afslører Roseannes skæbne i "The Conners"

"Roseanne"-spin off-serien "The Conners" får premiere til oktober.

Efter det blev meldt ud, at Roseanne Barr var blevet fyret fra tv-serien "Roseanne" som følge af en række kontroversielle tweets, og at serien ville vende tilbage under et nyt navn, har der været spekuleret i, hvordan Roseannes exit mon ville blive håndteret.

Nu afslører John Goodman, der sammen med den øvrige tv-familie vender tilbage i "The Conners", at Roseanne-figuren ganske enkelt er død, når serien vender tilbage. Om sin figur i serien, Dan Connor, fortæller Goodman:

"Jeg antager, at han vil være nedtrykt og ked af det, fordi hans kone er død... Men Conners-familien elsker hinanden højt, og det er dét, der får dem igennem – humor og kærlighed."

Det er ikke første gang, en figur er død i serien – for dog senere at vende tilbage. I det sidste kontroversielle afsnit af den oprindelige serie blev det afsløret, at hele sæsonen, hvor familien Conners pludselig blev mange-millionærer, var opdigtet af Roseanne-figuren, og at Dan Conner i virkeligheden ikke havde overlevet sit hjerteanfald fra sæsonen inden. Den nye udgave af "Roseanne" og den kommende "The Conners" har dog valgt helt at ignorere denne sidste sæson.

Kommentarer

John Goodman afslører Roseannes skæbne i "The Conners"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen