John Williams afslører det første stykke musik fra "Indiana Jones 5" – hør det her

Der ventede publikum en artig overraskelse, da den legendariske komponist forleden gav koncert i The Hollywood Bowl.

I år er det 41 år siden, at filmkomponisten John Williams bjergtog alverdens biografgængere med sit majestætiske score til Steven Spielbergs første "Indiana Jones"-film: "Jagten på den forsvundne skat".

Den geniale maestro leverede også tonerne til de tre fortsættelser i den berømte adventure-franchise, og han skal heldigvis også levere musikken til sagaens kommende og endnu unavngivne femte film, hvori Harrison Ford vender tilbage i glansrollen som den formidable eventyrer.

Læs også: Både Harrison Ford og John Williams går måske på pension efter "Indiana Jones 5"

Og nu har 90-årige Williams netop afsløret det første stykke musik fra "Indiana Jones 5". Det skete i forbindelse med en koncert i The Hollywood Bowl, hvor den levende legende dirigerede symfoniorkestret under uropførelsen af musikstykket "Helena's Theme".

Stykkets titel refererer til Phoebe Waller-Bridges karakter, Helena, der beskrives som en smuk og eventyrlysten femme fatale.

Den femte "Indiana Jones"-film har James Mangold ("Logan", "Le Mans '66") i instruktørstolen, og på rollelisten finder vi – ud over Harrison Ford og Phoebe Waller-Bridge – vores egen Mads Mikkelsen, som har landet en stor skurkerolle. 

Det næste og formentlig sidste kapitel i den storslåede eventyr-saga får dansk biografpremiere den 29. juni 2023.

Du kan se en video, hvor John Williams dirigerer orkestret under uropførelsen af "Helena's Theme", her:

Kommentarer

John Williams afslører det første stykke musik fra "Indiana Jones 5" – hør det her

  • ★★★★★★1

    Det er næsten ikke til at fatte, at han står der og stadig er inspireret. Fantastisk.

    Wayne 5-09-22 08:31

  • ★★★★★★1

    Det er næsten ikke til at fatte, at han står der og stadig er inspireret. Fantastisk.

    Ja, det er fantastisk og en fantastisk komponist. En af de største nogensinde.

    T. Nielsen 5-09-22 10:10

  • ★★★★★★0

    Ja, det er fantastisk og en fantastisk komponist. En af de største nogensinde.

    For mig er han den største - der findes klart andre gode, men han har bare været i superligaen så længe - han er en levende legende. 

    Wayne 5-09-22 10:38

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen