John Williams for syg til at dirigere stort anlagte koncerter i London og Wien

Den 86-årige legende, der har komponeret nogle af filmhistoriens mest ikoniske scores, bliver afløst af belgieren Dirk Brossé.

Den Oscar-vindende komponist John Williams har været nødsaget til at melde afbud til en stor koncert i Royal Albert Hall i London på fredag grundet sygdom. Legenden skulle efter planen have dirigeret The London Symphony Orchestra og dermed fremført nogle af sine og filmhistoriens mest udødelige scores fra klassikere som "Star Wars", "Jaws", "E.T.", "Jurassic Park" samt ikke mindst Indiana Jones- og Harry Potter-filmene.

Se også: Brugerne mener: Bedste score af John Williams?

Koncerten bliver dog gennemført som planlagt, da arrangørerne har hasteindkaldt belgieren Dirk Brossé til at dirigere det verdensberømte symfoniorkester i stedet for maestro Williams. Brossé har tidligere været med til at opføre Williams' musik i forbindelse med "Star Wars: In Concert Orchestral Tour" i årene 2009 til 2011. Dermed får publikum altså stadig mulighed for at falde i svime over komponistens tryllebindende musik udsat for ét af verdens absolut bedste symfoniorkestre.

Williams skulle også have dirigeret The Vienna Philharmonic Orchestra 3. og 4. november i den østrigske hovedstad Wien, men disse koncerter er indtil videre helt aflyst.

John Wiliiams skal efter planen levere musikken til "Star Wars: Episode IX", der får premiere i december 2019.

Kommentarer

John Williams for syg til at dirigere stort anlagte koncerter i London og Wien

  • ★★0

    Håber virkelig, at vi får lov at beholde geniet lidt endnu. Kom til at tænke på Carrie Fisher og hendes korte sygdomsforløb. Williams er så absolut min yndlingskomponist, og hans livsværk er ganske enkelt en magtdemonstration udi fantastisk, storladent og vidunderlig filmmusik!

    Thomas Fenger24-10-18 19:40

  • ★★★0

    Altså, der er jo alt muligt manden kan fejle som ikke er livstruende. 

    gi-jones24-10-18 20:09

  • ★★★★0

    Carrie Fisher og hendes korte sygdomsforløb.

    ?!?

    John Williams har da ikke kørt samme stil - så vidt jeg har hørt :-/

    Men AVS! Og igen, 86 somre... Han er den sidste af de store :-(

    Gasivodo26-10-18 05:13

  • ★★★★★0

    Altså, der er jo alt muligt manden kan fejle som ikke er livstruende. 

    Når man er oppe i den alder kan alle mulige "småting" til gengæld blive livstruende. Håber det bedste.

    Lars!28-10-18 09:51

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen