"Joker"-filmen finder Batmans butler

Birollen som Batmans trofaste butler, Alfred Pennyworth, skulle nu være på plads.

Porteføljen af skuespillere til "Joker" med Joaquin Phoenix begynder at blive fyldt ud. Seneste tilføjelse er Douglas Hodge i rollen som Batmans butler, Alfred Pennyworth. Skuespilleren (der kan ses herunder) vil arbejde sammen med blandt andre Robert De Niro og Phoenix foran kameraet og instruktøren fra "The Hangover", Todd Phillips, bag kameraet.

Hodge er kendt for sine roller i bl.a. "The Night Manager" og "Penny Dreadful".

Fortællingen følger Jokerens fortid, før han bliver Batmans nemesis, som vi kender karakteren i "The Dark Knight". Derfor kan vi også forvente at se en ung Bruce Wayne i årene op til Batman. "Joker" adskiller sig dog væsentligt fra "The Dark Knight", da den ikke klassificeres som en superheltefilm eller behøver at trække tråde til det resterende DC Comics-univers. Det fortæller Joaquin Pheonix i et interview med underholdningsmediet Collider.

Derfor kan vi forvente en original stand-alone-film med frie tøjler og et relativt beskedent budget på små 55 mio. dollars. Det er noget mindre end andre film fra DC, herunder "Wonder Woman", der havde et budget på 149 mio. dollars.

"Joker" kan forventes på det store lærred 4. oktober næste år.

Kommentarer

"Joker"-filmen finder Batmans butler

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen