"Joker" hapser flere aktører til skurkefortællingen med Joaquin Phoenix

To komikere skal medvirke i projektet, mens "Deadpool 2"-stjernen Zazie Beetz og selveste Robert De Niro ligeledes rygtes til at deltage i løjerne.

Optagelserne til skabelseshistorien om den legendariske DC-skurk Jokeren skydes snart i gang, og man har således afsløret en række nye navne til filmens rolleliste, der i forvejen tæller Joaquin Phoenix i hovedrollen som Batmans nemesis.

Først og fremmest har Zazie Beetz, som tidligere på året kunne ses som mutanten Domino i "Deadpool 2", sluttet sig til skurkefilmen, ligesom det rygtes, at Robert De Niro minsandten også skulle være tæt på en rolle. De Niro er efter sigende udset til at spille en selvglad talkshow-vært, der fanger Jokerens opmærksomhed, mens Beetz skal spille en enlig mor. Derudover medvirker Frances Conroy ("Six Feet Under", "American Horror Story") i rollen som Jokerens egen mor.

Inspireret af Martin Scorsese-film som "Taxi Driver"

Senest er også et par komikere blevet føjet til projektet i form af Bryan Callen og Marc Maron. For Callen bliver det et gensyn med instruktør Todd Phillips, efter de to herrer tidligere har arbejdet på "The Hangover"-filmene og "Old School" sammen. Maron har udover at være vært på den populære "WTF with Marc Maron"-podcast gjort sig bemærket som Sam Sylvia i de to sæsoner af Netflix-serien "GLOW".

Det er tidligere kommet frem, at Warner Bros. med "Joker" ønsker at lave en mørk, jordnær og hårdkogt kriminalfilm inspireret af Martin Scorsese-film såsom "Taxi Driver", "Raging Bull" og "The King of Comedy" – alle film, der i øvrigt har Robert De Niro i hovedrollen.

Todd Phillips' "Joker" får dansk biografpremiere 3. oktober 2019.

Kommentarer

"Joker" hapser flere aktører til skurkefortællingen med Joaquin Phoenix

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen