Jordan Peele om "Get Out 2": Man skal aldrig sige aldrig

Peele er snart biografaktuel med gyseren "Nope".

For en håndfuld år siden var Jordan Peele bedst kendt som den ene del af den knivskarpe komikerduo Key & Peele, der i årevis lavede skæppeskøn satire i form af kreative sketches, der både gav stof til eftertanke og gav lattermusklerne et ordentligt los.

Siden da er Peele måske lidt overraskende blevet en af nyere tids største gyserbagmænd, som kickstartede karrieren som filminstruktør med den geniale "Get Out", som både vandt Oscar for Bedste originale manuskript og blev kåret til Århundredets bedste manuskript af det amerikanske manuskriptforfatterforbund.

I 2019 lavede Peele så "Us", og om en lille måneds tid udkommer instruktørens tredje opus, "Nope", som ligner endnu en nerveflænsende nyklassiker.

Se også: "Nope": Mystikken breder sig i ny trailer til den kommende gyser af manden bag "Get Out" og "Us"

Men fordi "Get Out" blev en dundrende succes (filmens budget var sølle 4,5 mio. dollars, og den indtjente 255 mio. dollars på verdensplan), så har der længe floreret rygter om en fortsættelse. Ét år efter filmens premiere udtalte Peele da også, at han overvejede at lave "Get Out 2".

Så nu hvor Peele har adskillige projekter i lasten – både som instruktør, manuskriptforfatter og instruktør – vil det nok glæde mandens fans at høre, at Peele stadig tumler med idéen om at skue ind i bakspejlet og lave en toer til "Get Out". Over for Associated Press fastslår Peele:

"Jeg bliver ofte spurgt om 'Get Out 2'. Man skal aldrig sige aldrig. Der er stadig en masse, der kan tales om. Vi får at se."

"Get Out" handler om en ung sort mand, der besøger sin hvide kærestes rige familie i en afsides flække, og som først møder alskens racemæssige fordomme og derefter noget, der er endnu værre.

"Get Out" snuppede i øvrigt en 10-plads, da Moovy-redaktionen i 2020 kårede 10'ernes bedste film. Peeles "Nope" får dansk biografpremiere den 18. august, og Peele har endnu ikke annonceret sit næste instruktørprojekt.

Kommentarer

Jordan Peele om "Get Out 2": Man skal aldrig sige aldrig

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen