Jordan Peeles næste film udskudt på ubestemt tid

Det fjerde opus af den Oscar-belønnede gysermaestro lader vente på sig.

Indtil for små 10 år siden var Jordan Peele "blot" kendt som en af USA's dygtigste komikere og som en del af makkerparret Key & Peele side om side med den ligeledes skideskægge Keegan-Michael Key.

Men oven på instruktørdebuten "Get Out" og de to efterfølgende gyserhits "Us" og "Nope" er Peele fuldt forståeligt blevet en af Hollywoods mest omdiskuterede og ombejlede filmmagere.

I 2021 kårede USA's manuskriptforfatterforbund tilmed Peeles drejebog til "Get Out" til det 21. århundredes bedste filmmanuskript. Så det giver sig selv, at talrige kritikere og fans følger Peeles beslutninger og udmeldinger med stor nysgerrighed.

Læs også: Jordan Peele om "Get Out 2": Man skal aldrig sige aldrig

I foråret 2023 fik Peeles næste og 4. film en amerikansk premieredato: den 25. december 2024. Men filmen udkom aldrig, og mens projektet fortsat er omgærdet af mystik, så ved vi, at kameraerne ikke engang er begyndt at rulle.

Peeles næste film bliver også en gyser, men den unavngivne horrorfilm er nu blevet udskudt på ubestemt tid. Det skriver Variety.

Filmselskabet Universal havde håbet, at filmen kunne lanceres i biografsalene i efteråret 2026. Men hverken Peele selv eller Varietys kilder hos Universal vil kommentere, hvorfor filmen ikke længere figurerer i filmselskabets udgivelseskalender.

Hemmelighedskræmmeriet er dog ikke ensbetydende med, at Peele og Universal er blevet uvenner. De to parter har haft et givtigt samarbejde frem til nu, og Peele har bestemt ikke hvilet på laurbærrene de seneste år – han har produceret bl.a. actionthrilleren "Monkey Man" og den kommende gyser "Him", der også udgives af Universal, og som du kan se traileren til her.

Kommentarer

Jordan Peeles næste film udskudt på ubestemt tid

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen