"Ka´ robotter skide?": Et af livets store spørgsmål stilles i ny dansk film

Lars Brygmann undersøger, om der er noget om snakken, i den kommende børnebogsfilmatisering.

"Ka' robotter skide?" tager afsæt i Morten Dürrs børnebog, "Robotten kan skide!" (som dermed besvarer spørgsmålet), og er noget så sjældent som en dansk science fiction-film for hele familien. Optagelserne er startet i denne uge på Fyn og fortsætter den næste måneds tid.

I en nær fremtid er klimaproblemerne løst. Alt er lyst og grønt – og alle børn har tilmed deres egne menneskelignende robotter, der følger dem rundt som personlige assistenter. 11-årige Alberte har til gengæld en virkelig forældet én af slagsen, Robbi, som mest af alt ligner en forvokset bamse. Og hun mobbes i skolen af samme grund.

Men hendes popularitet vender, da hun i fødselsdagsgave får den nyeste humanoid-model på markedet. Ind træder Konrad – den mest livagtige robot, der nogensinde er set. Han ligner faktisk 1:1 et menneskebarn. Efterhånden begynder Alberte at føle en ægte forbindelse til Konrad – men kan man overhovedet være venner med en robot?

Nyt og gammelt talent mødes

Et hold af purunge stortalenter og rutinerede kræfter er samlet i produktionen. I de to hovedroller som pigen Alberte og robotten Konrad præsenteres de to unge Selma Iljazovski og Philip Elbech. Lars Brygman lægger stemme til Albertes outdatede, men elskelige, gamle robotven Robbi, mens Albertes selvrealiserende forældre spilles af Lise Baastrup og Kristian Ibler.

"Ka' robotter skide?" instrueres af Frederik Meldal Nørgaard, der tidligere har instrueret "Villads fra Valby", "Kidnappet" og "Team Albert". Manuskriptet er skrevet af Frederik Nørgaard, filmen produceres af Nimbus Film v/Jasmine Hermann Naghizadeh.

Tværmedielt univers

Som noget interessant, ud over spørgsmålet i filmens titel, er det tværmedielle univers bag filmen. Der kommer nemlig både en spillefilm og et mobilspil, som produceres i samarbejde med den danske spilproducent Niila Games. Spillet og filmen tager udgangspunkt i samme univers og samme karakterer, men fungerer som uafhængige udvidelser af hinanden.

Hver del kan stå alene, men hvis man vælger at udforske universet på begge platforme, belønnes man med ekstra viden om plot og karakterer og en anderledes helhedsoplevelse. Hvor filmen centrerer sig om Alberte, så er spillets hovedperson i stedet robotten Robbi, som er alene på skolen, mens Alberte er til time.

Både filmen og spillet er støttet som et tværmedielt projekt gennem Det Danske Filminstituts nye 'Univers'-ordning.

"Ka' robotter skide?" forventes at få biografpremiere 31. marts næste år.

Kommentarer

"Ka´ robotter skide?": Et af livets store spørgsmål stilles i ny dansk film

  • 0

    Kender ikke bogen, men det virker som en god ide, og noget der vil kunne holde ud at ses på - måske?
    Danske film fra tilskuds-nord-Fyn har været af meget svingende kvalitet.

    Ronni Pedersen 1-04-21 00:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen