Kasakhisk organisation: Bandlys "Borat 2" ved det næste Oscar-show

Kazakh American Association anklager samtidig filmen for racisme og xenofobi.

Det er ikke den store hemmelighed, at Sacha Baron Cohen er ekspert i at fornærme folk – hvilket eksempelvis kan ses på alle de søgsmål, komikeren har fået smidt efter sig efter den første "Borat"-film. Det samme er tilfældet med fortsættelsen, "Borat Subsequent Moviefilm", hvor blandt andre Donald Trumps advokat, Rudy Giuliani, blev rasende over sin medvirken i filmen.

Men nu har filmen fået endnu en kritiker: Kazakh American Association. En nonprofit-gruppe, der bevarer og promoverer kasakhisks arv og kultur.

Gruppen beskylder Cohen for whitewashing, kulturel appropriation, racisme og xenofobi. De har derfor skrevet et brev, hvor de opfordrer Oscar-akademiet, Golden Globes, Directors Guild of America Awards og British Academy of Film and Arts til at bandlyse "Borat Subsequent Moviefilm".

Se også: Første trailer til "Borat 2" er alt, hvad du kunne ønske dig

I brevet står der blandt andet: "Det kasakhiske samfund er underrepræsenteret verden over og sårbart. Vores nation er stadig ved at komme ovenpå efter en undertrykkende, kolonial fortid, hvilket er grunden til, at vi ikke er betydeligt repræsenteret i medierne."

"Sacha Baron Cohen forstår dette og udnytter Kasakhstan ved at stjæle vores etniske identitet, hvidvaske os ved at fremvise os som østeuropæere og ved opfordring til chikane mod kasakhiske folk verden rundt. Vores folk har rapporteret om talrige sager med seksuel og fysisk chikane såvel som mobning grundet 'Borat'-franchisen."

En knap så sur regering

Kasakhstans regering har dog ikke været ude med riven, som de ellers var i 2006 i forbindelse med "Borat", der i øvrigt blev bandlyst i landet. I 2020 har landet fra officiel side brugt Borat-citatet "Very nice" i reklamer for at lokke turister til. Regeringen har altså blødt op overfor Borat-karakteren, der for alvor har sat Kasakhstan på verdenskortet.

Tidligere i år forklarede Sacha Baron Cohen selv idéen med at bruge Kasakhstan i filmene således: "Det er en komedie, og filmens Kasakhstan har intet at gøre med det rigtige land."

"Jeg valgte landet, fordi det er et sted, som næsten ingen amerikanere kendte til, hvilket gjorde, at vi kunne lave en vild, komisk og falsk verden. Det rigtige Kasakhstan er et smukt land med et moderne og stolt samfund. Det modsatte af 'Borat'."

Kommentarer

Kasakhisk organisation: Bandlys "Borat 2" ved det næste Oscar-show

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen