Kenneth Branagh spiller Boris Johnson i miniserie om Englands corona-reaktion

Den garvede skuespiller skal spille den engelske premierminister i Michael Winterbottoms miniserie, som allerede udkommer i 2022.

Storbritannien har netop rundet en tragisk milepæl: 100,000 briter har mistet livet efter at være blevet smittet med Covid-19.

Den siddende regering, inklusive premierministeren Boris Johnson, er blevet kritiseret en del for sin (i mange øjnes) langsommelige reaktion ovenpå virussens indtog på den anden side af Vesterhavet.

Og det kommer ikke som nogen overraskelse, at den engelske filmmager Michael Winterbottom, som tidligere har lavet politisk betændte dramaer om bl.a. Guantanamo-lejren ("Vejen til Guantanamo"), krig ("Welcome to Sarajevo") overklassen ("Greed"), flygtninge ("In This World") og journalistik ("A Mighty Heart"), arbejder på en miniserie om Johnson-kabinettets arbejde under coronapandemien.

Og Kenneth Branagh, som senest spillede russisk overskurk i Christopher Nolans "Tenet", har netop skrevet under på at medvirke i serien i rollen som Boris Johnson. Johnson blev selv smittet med coronavirussen i 2020 og blev alvorligt syg, mens hans kone ventede sig.

Læs også: Biopic om John McCain er på vej

Serien vil bestå af i alt fem afsnit, som Winterbottom har skrevet sammen med Kieron Quirke, der står bag de engelske komedieserier "Cuckoo" og "Defending the Guilty".

Winterbottom udtaler selv om projektet: "Pandemiens første bølge vil blive husket for evigt. Det var en tid, hvor hele landet gik i kamp mod en usynlig fjende. En tid, hvor folk for alvor blev mindet om, hvor vigtigt fællesskabet er. Vores serie vil sammenvikle talløse sande fortællinger – fra Boris Johnson til arbejderne på frontlinjen over hele landet – og skildre, hvordan videnskabsfolk, læger, hjemmeplejen og beslutningstagere forsøgte at beskytte os fra virussen."

Hvis alt går vel, så begynder kameraerne allerede at rulle inden for de næste par måneder, og miniserien (som stadig er unavngiven) udkommer i efteråret 2022.

Kommentarer

Kenneth Branagh spiller Boris Johnson i miniserie om Englands corona-reaktion

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen