Kenneth Branaghs Hercule Poirot tager en tur på Nilen

Produktionsselskabet bag "Mordet i Orientekspressen" arbejder nu på den næste Poirot-fortælling.

På trods af lunkne anmeldelser har produktionsselskabet bag "Mordet i Orientekspressen" ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene og har nu valgt "Døden på Nilen" som deres næste Agatha Christie-filmatisering.

Romanen "Døden på Nilen", der blev udgivet i 1937, følger Christies mesterdetektiv Hercule Poirot på ferie i Ægypten, hvor han bliver blandet ind i sagen om en kærlighedstrekant med morderisk udfald.

Manuskriptet bliver skrevet af Michael Green – der udover at skrive manuskriptet til "Mordet i Orientekspressen" også var med til at skrive "Blade Runner 2049" – og selvom der endnu ikke er nogen aftale på plads, forventes det, at Kenneth Branagh vender tilbage både som instruktør og i rollen som Poirot.

"Døden på Nilen" er en af Agatha Christies mest populære romaner og er ligesom "Mordet i Orientekspressen" blevet filmatiseret før. I 1978 stod Peter Ustinov som Poirot i spidsen for en perlerække af store skuespillernavne.

Kommentarer

Kenneth Branaghs Hercule Poirot tager en tur på Nilen

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen