Kevin Smith har lagt sidste hånd på "Clerks III"

Den usædvanligt hurtigtarbejdende Smith har vist slået en filmisk fartrekord eller to.

Vi vidste allerede, at den tredje film i Kevin Smiths "Clerks"-føljeton (hvis første film kickstartede Smiths glorværdige karriere tilbage i 1994) udkommer engang i år.

Men det er alligevel opsigtsvækkende, at blot ét års tid efter at have færdiggjort manuskriptet og et halvt års tid efter optagestart så har Kevin Smith allerede færdiggjort "Clerks III" i klipperummet.

Smith har løbende holdt sine fans opdaterede om projektets status på de sociale medier, og nu afslører filmmageren på Facebook, at "Clerks III" både er klippet og mixet færdigt.

Læs også: Ben Affleck og Matt Damon: Kevin Smith reddede "Good Will Hunting"

"Tak til filmselskabet," skriver Smith, "for at have givet mig pengene til at rejse tilbage til kiosken. Jeg har ydet mit allerbedste. Jeg elsker 'Clerks III' meget højt. Den er langt bedre end den film, jeg oprindeligt forestillede mig at lave."

Den færdiggjorte film er nu blevet overdraget til filmselskabet Lionsgate. MovieWeb rapporterer, at en trailer formentlig udkommer i maj, og at filmen udkommer (i biograferne og/eller på VOD) før årets udløb.

I "Clerks III" vender de to kioskansatte kammerater Dante (Brian O'Halloran) og Randal (Jeff Anderson) tilbage. Randal oplever og overlever et voldsomt hjerteanfald, hvorefter han hyrer Dante, Jay og Silent Bob til at udødeliggøre ham ved at filmatisere sin livshistorie.

Ud over Anderson og O'Halloran byder rollelisten på genkendelige navne som Rosario Dawson og Jason Mewes, mens Smith selv igen tropper op som den (mildest talt) fåmælte Silent Bob.

Herunder kan I se hele Moovy TV's (animerede) interview med Kevin Smith fra sidste år, hvor vi også diskuterede "Clerks":

Kommentarer

Kevin Smith har lagt sidste hånd på "Clerks III"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen