"Klassefesten 4" går snart i optagelse – udkommer i 2026

Troels Lyby, Nikolaj Kopernikus og Anders W. Berthelsen puster atter liv i den danske filmserie, der allerede har solgt over 1,6 millioner biografbilletter.

De tre første "Klassefesten"-komedier har hver især solgt godt 500.000 biografbilletter, så det giver sig selv, at der har floreret rygter om en "Klassefesten 4", lige siden "Klassefesten 3: Dåben" hittede i 2016.

Og nu har Nordisk Film så bekræftet på de sociale medier, at "Klassefesten 4 - Venner for livet" lige straks går i optagelse, og at filmen i øvrigt udkommer i vinterferien 2026 – det vil sige formentlig torsdag den 12. februar 2026.

Læs også: "Kongekabale 3" får grønt lys

Ifølge Nordisk Film kommer seriens tre hovedpersoner – Andreas (Berthelsen), Thomas (Lyby) og Niels (Kopernikus) – på endnu et vildt road trip oven på en surpriseparty af rang. Og som sædvanligt bliver der især stillet skarpt på venskabet mellem d'herrer, som selvsagt er blevet ældre siden sidst og stadig tumler med kærligheden og alskens andre udfordringer.

"Klassefesten 4 - Venner for livet" instrueres af Tilde Harkamp ("Jagtsæson", "Smuk"), mens makkerparret Claudia Boderke og Lars Mering, der også skrev seriens tre første film, igen sidder ved skrivemaskinen.

Moovy TV mødte Lyby, Kopernikus og Berthelsen op til biografpremieren på "Klassefesten 3: Dåben" tilbage i 2016, og du kan (gen)se dét muntre indslag her:

Kommentarer

"Klassefesten 4" går snart i optagelse – udkommer i 2026

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen