"Knives Out 2" udkommer på Netflix sidst i år

Omsider ved vi (cirka), hvornår Daniel Craig vender tilbage som mesterdetektiven Benoit Blanc.

Det kan godt være, at 53-årige Daniel Craig er færdig med at spille Agent 007, men snart gentager han rollen som en anden retskaffen ordenshåndhæver: detektiven Benoit Blanc, som Craig spillede i 2019's Oscar-nominerede krimi "Knives Out - Var det mord?"

Rian Johnsons kritikerroste thriller blev i sin tid et kæmpe finansielt hit. Den indtjente godt 310 mio. dollars på verdensplan – altså lige knap otte gange så mange penge, som filmen havde kostet at producere.

Alligevel var det en smule overraskende, da Netflix for et lille års tid siden valgte at finde en astronomisk pengepung frem og betale svimlende 3 mia. kroner for to fortsættelser:

Læs også: Netflix betaler 3 milliarder kroner for "Knives Out"-fortsættelserne

Siden da har Rian Johnson knoklet derudad og bl.a. filmet i Grækenland sammen med en stjernespækket skuespillertrup, der ud over Craig bl.a. består af Dave Bautista, Kathryn Hahn, Janelle Monáe, Edward Norton, Kate Hudson og Ethan Hawke.

Vi ved stadig intet om plottet eller det nye persongalleri i "Knives Out 2", men takket være Variety ved vi nu i det mindste, hvornår den kostbare toer lander på Netflix.

Den præcise premieredato er stadig ukendt, men Netflix agter at udgive filmen på en række filmfestivaler til efteråret, hvorefter den lander på streamingtjenesten engang i sidste kvartal af 2022 – dvs. mellem 1. oktober og 31. december.

Vi vender naturligvis tilbage, når en præcis premieredato er blevet annonceret. Inden da kan I (gen)se Moovy TV's interview med Rian Johnson op til premieren på den første "Knives Out" tilbage i 2019:

Kommentarer

"Knives Out 2" udkommer på Netflix sidst i år

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen