Kommende "The Hunger Games"-prequel handler om en ung Præsident Snow

Skurken i Susanne Collins' bøger og filmatiseringerne er åbenbart helten i sci-fi-sagaens næste kapitel.

Det er snart tre år siden, at det kom frem, at der formentlig var flere "The Hunger Games"-film på vej.

Den seneste af slagsen, "The Hunger Games: Mockingjay - Del 2", afrundede sagaen om den unge bueskytte Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence), som går i clinch med fremtidens onde ledere, der i årtier har tvunget underklassens børn til at deltage i et årligt tilbagevendende, livsfarligt spil: The Hunger Games.

Den højst placerede af de ledere var præsident Coriolanus Snow, som blev spillet af Donald Sutherland ("Ad Astra").

Og ifølge et uddrag fra Collins' næste bog i serien, "The Ballad of Songbirds and Snakes", så vil den kommende prequel netop handle om Snow.

Historien foregår 64 år før den første "The Hunger Games", og i uddraget beskrives Snow som "en teenager, som er privilegeret, men som er på udkig efter mere i tilværelsen... Han er venlig, charmerende og, foreløbigt, en helt."

Bogen udkommer den 19. maj, men vi ved endnu ikke, hvornår den uundgåelige filmatisering lander i biograferne.

Kommentarer

Kommende "The Hunger Games"-prequel handler om en ung Præsident Snow

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen