
Kritikerrost Gaza-drama udkommer i Danmark
Angel Films har sikret sig de danske rettigheder til "The Voice of Hind Rajab".
I går rapporterede vi om det 22 minutter lange (enkelte medier har endda skrevet 23 eller 24 minutter i deres reportager) stående bifald til det tunesisk-fransk-amerikanske drama "The Voice of Hind Rajab" under premieren på årets Venedig-filmfestival.
Til slut i artiklen postulerede vi: "'The Voice of Hind Rajab' har endnu ikke fået en dansk premieredato, men med filmens emne og omtale in mente er det helt sikkert blot et spørgsmål om tid, før en premieredato annonceres."
Og der gik blot ét døgn, før profetien gik i opfyldelse. På Facebook har det danske distributions- og produktionsselskab Angel Films netop annonceret, at de lancerer det autentiske Gaza-drama herhjemme. Premieredatoen er dog ikke blevet fastlagt endnu.
Se også: Matthew McConaughey styrer skolebus ind i et flammehav i det autentiske drama "The Lost Bus" – se traileren
Filmens omdrejningspunkt er det igangværende folkemord i Gaza og én særlig tragisk episode den 29. januar 2024.
En lille 5-årig pige ved navn Hind Rajab var på flugt fra Gaza City i sin families bil, da de blev ramt af israelske bombardementer. Hinds onkel, tante og tre andre slægtninge blev dræbt på stedet, mens hun selv blev slemt såret.
Fra bilen ringede Hind til det palæstinensiske Røde Kors og tryglede om hjælp i timevis. Først flere dage senere nåede man frem til familiens bil, og både Hind og ambulanceredderne blev fundet dræbt. Man fandt derudover 335 skudhuller i bilen. Og selvom den israelske hær i første omgang fralagde sig alt ansvar og påstod, at ingen israelske soldater havde været i området under hændelsen, så fandt journalister fra The Washington Post og Sky News frem til via bl.a. satellitbilleder, at adskillige israelske tanks havde beskudt familien og de senere ankomne ambulancefolk, og at israelerne tilmed havde registreret, at der var civile i bilen før det dødelige angreb.
"The Voice of Hind Rajab" bruger vel at mærke de ægte lydoptagelser fra Hind Rajabs nødopkald, mens den følger ansatte hos Røde Kors, der spilles af Saja Kilani, Motaz Malhees, Clara Khoury og Amer Hlehel.
Flere store Hollywood-personligheder er med om bord som executive producers i forsøget på at få filmen så langt ud over stepperne som muligt – herunder skuespillerne Brad Pitt, Joaquin Phoenix og Rooney Mara samt instruktørerne Jonathan Glazer ("The Zone of Interest") og Alfonso Cuaron ("Roma"). Flere af dem var netop til stede i salen under den føromtalte premiere i Venedig.
Vi vender naturligvis tilbage, når der er nyt om filmens præcise premieredato.