Kvinden bag "Lady Bird" skal få Barbie til at tale

En interessant kanin er blevet trukket op af hatten, efter at Warner Bros. har sat navne på, hvem der skal skrive manuskript til deres storstilede Barbie-film.

Og her er valget faldet på ingen ringere end Greta Gerwig og Noah Baumbach, som de to, der skal føre pennen. Bemærkelsesværdigt, især fordi hverken Gerwig eller Baumbach er kendt for hverken halvdyre studieprojekter eller den glamour og glitter, som altid har gået hånd i hånd med Barbie-universet.

Baumbach udmærkede sig bl.a. ved en Oscar-nominering for sit skriveri til det semi-biografiske familiedrama "The Squid and the Whale" i 2005 – en film, han også instruerede. Og Gerwig tog Hollywoods bonede gulve med storm sidste år, hvor hun med "Lady Bird" – i en alder af bare 33 år – både modtog en Oscar-nominering for sit manuskript og sin instruktion.

Detaljer om manuskriptet kendes ikke endnu, men brandvarme Margot Robbie er castet i den altoverskyggende hovedrolle, og filmen er sat til at få premiere til foråret.

Kommentarer

Kvinden bag "Lady Bird" skal få Barbie til at tale

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen