Amerika... Hvor der ikke gøres noget for at forhindre børn i at blive massakreret af maskingevær på skolegangene, men hvor én homoseksuel dreng får retsmaskineriet op i gear.
Lærer i Florida efterforskes efter at have vist Disney-filmen "En forunderlig verden" med en homoseksuel figur
I Florida er det simpelthen ulovligt at omtale homoseksualitet i klasselokalet.
"Frihed" er det ord, som mange amerikanere ynder at bruge, når de skal forklare, hvad der gør USA unikt i forhold til andre nationer. Men den frihed har sine åbenlyse begrænsninger og asterisker.
Eksempelvis vedtog Florida en kontroversiel lov sidste år med titlen "Parental Rights in Education Act", som er bedre kendt under øgenavnet "Don't Say Gay". Den fastslår bl.a., at ingen undervisere i folkeskoler eller high scools må omtale kønsidentitet eller seksuel orientering, uanset klassetrin (loven fungerer mere "strikst" på særligt de små af slagsen). Hvis en lærer bryder loven, er forældrene velkommen til at sagsøge læreren.
Loven er udtænkt af medlemmer af det republikanske parti, som efterfølgende har haft succes med at introducere den i mange andre stater, hvor adskillige bøger, film og andre kulturværker derfor er blevet bandlyst og censureret.
Og nu efterforskes en amerikansk folkeskolærer, Jenna Barbee, af myndighederne i Florida, efter at hun viste sin 5. klasse (hvor eleverne er gennemsnitligt 11 år gamle) Disney-animationsfilmen "En forunderlig verden" (originaltitel: "Strange World"), som har en enkelt homoseksuel dreng i sit store persongalleri.
Filmen fokuserer på en families eventyrlige rejse ned i et underjordisk rige, og Barbee viste ikke filmen for børnene for at kickstarte en debat om seksualitet, men fordi dens historie om venskab, positivitet, medfølelse og også økosystemer og biologi flugtede med klassens årspensum.
Barbee havde desuden fået forældrenes skriftlige tilladelse på forhånd til at vise enhver Disney- eller DreamWorks-animationsfilm, som hun selv følte var relevant i forhold til undervisningen.
Læs også: Amerikansk biograf spolede forbi lesbisk kys i "Lightyear"
Over for CNN fortæller Barbee, at hun ikke var klar over, at Floridas homofobiske lovgivning også inkluderede hendes klassetrin: "Jeg havde ingen anelse om, at det var så stort et problem."
Barbee blev anmeldt for indoktrinering af et af skolebestyrelsens medlemmer, Shannon Rodriguez, hvis datter er en elev i Barbees klasse. Barbee har sagt sit job op, men myndighedernes efterforskning fortsætter. Eleverne i 5.-klassen er desuden blevet afhørt hver især af en efterforsker.
"Hun påtager sig offerrollen," sagde Rodriguez om Barbee til et skolemøde om sagen jvf. CNN. "Ved at tillade, at den slags film bliver vist, åbner lærerne op for en dør til samtaler, som ikke hører hjemme i vores klasselokaler. Som en leder i dette samfund vil jeg ikke bare stå til og lade denne minoritet infiltrere vores skoler. Jeg er her takket være Gud."
Det har endnu ikke været muligt at bekræfte, om Rodriguez vitterligt er blevet hyret af Vorherre til at forhindre samtalemener i Floridas folkeskoler.
Moovy TV talte i øvrigt med holdet bag "En forunderlig verden" sidste år, som diskuterede deres films temaer på en voksen og inddragende facon, som Floridas forældre nok kunne tage ved lære af: