Lars von Trier ramt af Parkinsons

Op til premieren på "Riget Exodus" har den danske filmskaber annonceret trist nyt.

Den nok største danske filminstruktør gennem tiderne, Lars von Trier, har Parkinsons sygdom. For at imødekomme de efter sigende vedvarende rygter om mesterinstruktørens helbred har Louise Vesth, producer hos Zentropa, i dag lanceret en kort, men koncis pressemeddelelse:

"Zentropa har efter aftale med Lars von Trier valgt at offentliggøre, at Lars har fået konstateret Parkinsons sygdom. Dette sker for at imødegå eventuelle spekulationer om hans helbred frem mod premieren på 'Riget Exocus'.

"Lars er ved godt mod og er i behandling for sine symptomer, og arbejdet med at færdiggøre "Riget Exodus" forsætter som planlagt. Sygdommen betyder, at Lars kun i begrænset omfang deltager i interviews op til premieren senere på året.

"Der er ingen yderligere kommentarer. Tak for forståelsen."

SE OGSÅ: Første uhyggelige klip fra Lars von Triers "Riget Exodus"

Annonceringen af Lars von Triers sygdom sker på et kritisk tidspunkt set med kommercielle øjne, da tredje sæson af den banebrydende tv-serie "Riget", der lagde gaderne øde i først 1994 og senere 1997, har dansk premiere til efteråret. "Riget Exodus" får verdenspremiere på årets Venedig Filmfestival senere i august.

Den 66-årige filmskaber, der senest var aktuel med "The House That Jack Built" med Matt Dillon i hovedrollen som filosofisk seriemorder, har de senere år mere eller mindre direkte luftet tankerne om at gå på pension – simpelthen da filmene kræver for meget af ham.

Et imponerende bagkatalog med titler som "Antichrist", "Dogville", "Breaking the Waves", "Europa", "Melancholia" og "Dancer in the Dark" (der vandt de eftertragtede De Gyldne Palmer på Cannes i 2000) har siden 90'erne tegnet Dogme 95-igangsætteren og den jævnaldrende Zentropa-medgrundlægger, Peter Aalbæk Jensen, som ét af de mest kontroversielle – og anerkendte – filmskaberpar nationalt og internationalt over de sidste tre årtier.

Kommentarer

Lars von Trier ramt af Parkinsons

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen