Laurence Fishburne: Jeg blev ikke inviteret med i "The Matrix 4"

I modsætning til Keanu Reeves og Carrie-Anne Moss vender Fishburne ikke tilbage til "The Matrix"-universet.

Optagelserne til "The Matrix 4" er for nylig blevet genoptaget i Berlin ovenpå en kort, tvunget "coronapause". Men en af franchisens helt store stjerner, Laurence Fishburne ("Apocalypse Now"), har ikke fået booket flybilletter til Tyskland.

I de tre første "The Matrix"-film spillede Fishburne den gådefulde Morpheus, der leder en gruppe oprørere i fremtidens krig mod dræbermaskinerne, og som bliver en slags mentor for bl.a. seriens helt, Neo (Keanu Reeves), og den slagkraftige Trinity (Carrie-Anne Moss).

Men selvom deres karakterer døde i "The Matrix Revolutions", så vender både Reeves og Moss tilbage i "The Matrix 4". Og selv Hugo Weaving, hvis skurk, Agent Smith, også døde i "The Matrix Revolutions", blev oprindeligt tilbudt en rolle i franchisens kommende 4'er.

Læs også: "The Matrix"-instruktør: Filmen er en allegori over transkønnethed

Men filmens instruktør og manuskriptforfatter, Lana Wachowski, mener af ukendte årsager ikke, at der er behov for at hyre Fishburne nok en gang.

I et nyt interview med New York Magazine, som The Wrap har fået fingre i, afslører Fishburne, at han ikke engang har fået et tilbud om at medvirke: "Jeg er ikke blevet inviteret."

Fishburne lader dog ikke til at være bitter over beslutningen: "Måske tvinger det mig til at skrive endnu et teaterstykke. Jeg ønsker dem held og lykke. Jeg håber, at filmen bliver god."

Den 59-årige skuespiller er også tilfreds med, at hans rolle som Morpheus nok er den største på hans CV: "Det er nok den rolle, som jeg ender med at blive bedst kendt for, og det er fint. Han minder lidt om både Darth Vader og Obi-Wan... der er også lidt Muhammad Ali og Bruce Lee over ham, og han kan kung fu."

Vi ved stadig praktisk talt intet om plottet i "The Matrix 4", men hvis alt går efter planen, så lander filmen  i biffen i foråret 2022.

Kommentarer

Laurence Fishburne: Jeg blev ikke inviteret med i "The Matrix 4"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen