Den nyhed har jeg godt nok drømt om læææææænge :-D Men stadig en stor skam med det manglende ekstramateriale. Man har haft SÅ god tid til at skrue noget godt sammen - en dokumenter med nye interviews med Timm og castet... kommentarspor med det samme slæng... bare et eller andet!
Legendarisk "Batman"-tegnefilm fra 1993 udkommer omsider på Blu-ray
Der findes efterhånden en del fremragende film om Batman, som både fans og kritikere har været ellevilde med.
Men én af de mest elskede af slagsen, animationsfilmen "Batman: Mask of the Phantasm" fra 1993, har indtil nu kun været tilgængelig på dvd – vel at mærke på en skrabet udgivelse med relativt dårlig billedkvalitet.
Men nu har Warner Bros. restaureret den snart 25 år gamle tegnefilm og udgiver den her til sommer på Blu-ray. Den præcise udgivelsesdato er stadig ukendt.
DESVÆRRE NÆSTEN INTET EKSTRAMATERIALE
Blu-ray-skiven indeholder både en 16:9-version og en 4:3-version af filmen. Derudover indeholder udgivelsen desværre blot filmens biograftrailer, hvilket naturligvis er noget af en skuffelse, når man tager filmens alder og popularitet i betragtning.
Under alle omstændigheder bliver det sikkert noget helt særligt at opleve filmens smukke, håndtegnede billeder og Shirley Walkers majestætiske musik i HD – for slet ikke at tale om Mark Hamills herlige Joker-latter.
"Batman: Mask of the Phantasm" foregår efter "Batman"-tegnefilmsserien fra 90'erne, og DC's ikoniske superhelt går her i clinch med den gådefulde, hætteklædte Phantasm, som jager Gothams gangstere. Samtidig dukker en helt særlig flamme fra fortiden op: Andrea Beaumont.
Filmen er instrueret af Eric Radomski og Bruce Timm, og bag mikrofonerne finder man bl.a. førnævnte Hamill (Jokeren), Kevin Conroy (Batman) og Dana Delany (Andrea Beaumont).