Leonard Nimoy måtte ikke instruere "Doctor Who"-film – fordi han var kendt som Spock

Det hedder da ellers vulcan – ikke vulcan't!

Både "Doctor Who" og "Star Trek" blev kickstartet tilbage i 1960'erne, og de to banebrydende tv-serier har fostret globale franchises, der har været med til at ændre science fiction-landskabet for stedse.

Og ganske få, særlige mennesker har optrådt i begge sci-fi-sagaer, herunder Simon Pegg, som spillede den ondskabsfulde, ligblege skurk The Editor i "Doctor Who"-afsnittet "The Long Game" fra 2005, og som senere optrådte som Enterprise-maskinmesteren Scotty i de tre seneste "Star Trek"-film – inklusive "Star Trek Beyond", som Pegg også skrev, og som vi interviewede Pegg om tilbage i 2016:

Se også: EKSKLUSIVT: Moovy TV møder "Star Trek Beyond"-holdet!

Men én af "Star Trek"-sagaens allerstørste legender fik ikke lov til at sætte sit præg på "Doctor Who" – netop på grund af hans tilknytning til "Star Trek". Der er nærmere bestemt tale om selveste Leonard Nimoy, som spillede Spock i talrige "Star Trek"-serier og -film.

Nimoy døde tilbage i 2015, men hans glorværdige karriere havde ikke blot budt på masser af mindeværdige præstationer foran kameraet, men også på flere hits instrueret af Nimoy.

Nimoy instruerede "Star Trek III: The Search for Spock" og "Star Trek IV: The Voyage Home", og som instruktør stod han også bag megahittet "Tre mand og en baby" med Tom Selleck og Ted Danson.

Den oprindelige "Doctor Who"-serie sluttede i 1989, men i midt-90'erne prøvede man at puste nyt liv i franchisen med en tv-film produceret af Steven Spielbergs Amblin Entertainment til FOX' tv-kanal, hvori Paul McGann spillede den tidsrejsende doktor.

Læs også: Efter 55 år har Spock omsider fået... et fornavn

Og ifølge tv-filmens producer, Philip Segal, så havde han og Amblin besluttet sig for at hyre Nimoy til at instruere filmen: "Jeg havde adskillige møder med Leonard Nimoy, som gerne ville instruere filmen. Vi havde flere vidunderlige samtaler, og han var virkelig passioneret."

Men kort før produktionen blev skudt i gang, nedlagde FOX veto mod hyringen af Nimoy. Segal fortæller Radio Times: "FOX ville ikke hyre ham. De var bange for, at det fremstod kitschet at sige: 'Er vi ikke bare kloge? Vi har fået Spock fra 'Star Trek' til at instruere!'"

FOX ville kun hyre Nimoy, hvis han samtidigt gik med til at spille filmens skurk, The Master. Nimoy sagde pænt nej tak til tilbuddet, og Eric Roberts fik rollen, mens Geoffrey Sax satte sig til rette i instruktørstolen.

"Doctor Who"-tv-filmen blev ikke den store succes, da den udkom i 1996, og først ni år senere genoplivede BBC "Doctor Who" som en tv-serie, der stadig spytter nye afsnit ud den dag i dag.

Kommentarer

Leonard Nimoy måtte ikke instruere "Doctor Who"-film – fordi han var kendt som Spock

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen