Åh nej, nu skal vi belemres med utallige puns om Leo og træer og så stor en træmand er han jo slet ikke;-)

Leonardo DiCaprio får ny træsort opkaldt efter sig
Hvis Ed Wood stadig havde været i live, var han formentlig død af misundelse.
Det er ikke unormalt, at lufthavne, gader eller kulturinstitutioner bliver navngivet efter celebre personligheder. Men kendisser, der lægger navn til høje planter, hænger ikke ligefrem på, øh... træerne.
Men USA Today rapporterer, at en nyopdaget trætype netop er blevet navngivet efter selveste Leonardo DiCaprio ("Don't Look Up").
Det er britiske videnskabsfolk ved de royale botaniske haver i London-bydelen Kew, som har truffet den iøjnefaldende beslutning.
Læs også: "Druk" skal genindspilles med Leonardo DiCaprio
Og selvom nogle kulturentusiaster måske vil mene, at det havde givet bedre mening at navngive en ny træsort efter Eva Green, Richard Roundtree, Paul Oakenfold, James Woods eller Chris Pine, så er der altså en særlig grund til, at DiCaprio hyldes under træets dåbsceremoni.
DiCaprio er nemlig en passioneret miljøaktivist, som ofte har brugt sin stemme til at gøre omverdenen opmærksom på klimaforandringernes katastrofale følger.
Derfor kan man fremover støde på Uvariopsis dicaprio i Cameroons skove. Det yderst sjældne træ er faktisk en truet træsort, som udelukkende kan findes i det centrale Afrika. Under nylige protester spillede DiCaprio en afgørende rolle i bremsningen af overdreven skovning i netop det område.
Det er derudover ekstremt påfaldende, at DiCaprio debuterede som filmskuespiller i netop en træer: "Critters III". Det vides desværre ikke, om det faktum også spillede en rolle i videnskabsfolkenes beslutningsproces.