Leoception!
Leonardo DiCaprio får rollen som Leonardo da Vinci
Paramount har efter en heftig budkrig med Universal købt rettighederne til Walter Isaacsons bog om Leonardo da Vinci, der vil blive filmatiseret med Leonardo DiCaprio i hovedrollen. Bogen udkommer først til oktober, men interessen for filmrettighederne har været høj.
Isaacson har skrevet biografier om blandt andet Albert Einstein, Steve Jobs og Benjamin Franklin.
Leonardo DiCaprio, der jo ikke er ubekendt med at spille historiske roller, har længe haft et ønske om at portrættere da Vinci, og skuespilleren er faktisk opkaldt efter den berømte maler. Ifølge DiCaprios mor døbte hun ham Leonardo, fordi hun stod i Firenze og studerede et billede af kunstneren, første gang hun som gravid følte ham bevæge sig i maven.
Udover at spille hovedrollen skal DiCaprio også være med til at producere filmen igennem sit produktionsselskab Appian Way.
Det er ikke første gang, en bog af Walter Isaacson er blevet filmatiseret. Som det nyeste eksempel er hans bog om Einstein fra 2007, "Einstein: His Life and Universe", blevet til tv-serien "Genius" med Geoffrey Rush i hovedrollen som Einstein.