Leonardo DiCaprio jagter gangstere i næste film

Leonardo DiCaprio er en af Hollywoods mest selektive (nogle ville sige kræsne) skuespillere. Det har medført et særdeles imponerende cv med film af folk som Christopher Nolan, Quentin Tarantino, Steven Spielberg, Ridley Scott, Alejandro G. Iñárritu og ikke mindst Martin Scorsese – hans hyppige samarbejdspartner.

Derfor er de projekter, som DiCaprio kaster sig over, næsten altid af uhyre høj standard. Med andre ord er der al mulig grund til at se frem til den Oscar-vindende skuespillers næste film, "The Black Hand", der netop er blevet annonceret.

"The Black Hand" er baseret på en anerkendt roman og omhandler en autentisk historie om den italienske politibetjent Joseph Petrosino (DiCaprio), der i starten af 1900-tallets New York indædt forsøger at bekæmpe den nådesløse mafiagruppe The Black Hand.

Udover hovedrollen vil DiCaprio gennem sit selskab Appian Way også fungere som producer. Ingen instruktør er endnu fundet, men kender man skuespilleren ret, så bliver det ikke en hr. hvem-som-helst.

Kommentarer

Leonardo DiCaprio jagter gangstere i næste film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen