"Livet med tandsmør" - ny Magnus Millang-komedie på vej

Komikerbrødrene Magnus og Emil har netop afsluttet optagelserne om vanvittigt roadtrip inspireret af egne oplevelser.

Den danske manuskriptforfatter, skuespiller, komiker og instruktør Magnus Millang har afsluttet optagelserne til sin første spillefilm sammen med sin lillebror, Emil Millang. Magnus har instrueret, mens begge brødre har stået bag manuskriptet og spiller hovedrollerne.

Kulsort komik

"Livet med tandsmør" beskrives som en kulsort feel-good-komedie om to brødre, der kommer ud på en vanvittig rejse gennem Europa for at hente deres fars lig hjem til Danmark. Vel at mærke på den hurtigste og billigste måde – i en alt for stor tagboks på en meget lille lejebil. Filmen er en buddy-movie og i udgangspunktet en personlig historie for brødrene.

"Vores far døde, dagen efter han kom hjem fra Porto Banus i 2014 efter en druktur med en veninde. Det giver filmen en meget ægte form. Ægthed griner man bare højere af. Det er lidt mere grotesk, hvis det føles som noget, der er sket i virkeligheden," siger Magnus Millang i en pressemeddelelse.

Populært brødre- og makkerpar

Både Magnus og Emil Millang er kendt fra den danske comedy- og satirescene. Magnus Millang har tidligere instrueret tv-serier og shows – bl.a. "Mørk & Jul", "Zulu Awards" og "Hva' fanden" – og var sidste år nomineret til en Ekko Shortlist Award i kategorien Bedste manus for "Kein Problem". En film, han også instruerede. Magnus er også kendt for Zulu-satireserien "Danish Dynamite", hvor karakteren Jeppe Ks replikker og ikke mindst grin blev en af landets helt store landeplager. Magnus Millang har derudover medvirket i Thomas Vinterbergs "Kollektivet" samt Casper Christensen og Frank Hvams komedie "Dan-Dream".

Se også: Casper Christensen, Frank Hvam, Magnus Millang og Niclas Kølpin sludrer "Dan Dream" med Moovy TV!

Magnus og Emil har flere gange tidligere dannet makkerpar både foran og bag kameraet. Emil var en af de drivende kræfter bag "Sjit Happens" og har både instrueret og medvirket i komedieserierne "WTF gør vi med klimaet" og derefter dommedagsprogrammet "Hva' Fanden".

"Projektet tænder mig helt vildt, og det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Jeg har altid haft en kæmpe kærlighed til den positive synergi, der er i samarbejdet med min lillebror. Den dynamik, der er i to brødrekarakterer og vores fælles opvækst – det har givet brændstof til uendeligt mange sjove scener", fortæller Magnus Millang.  

"Livet med tandsmør" sluttede optagelser 29. august og er optaget både i Danmark, Spanien og Frankrig. Filmen får premiere næste 21. februar 2019.

Kommentarer

"Livet med tandsmør" - ny Magnus Millang-komedie på vej

  • 0

    Hvem?

    Gasivodo 6-09-18 20:36

  • ★★★0

    Ha, jeg har heller aldrig hørt om nogle af de involverede, men jeg ser aldrig Zulu eller stand-up, så det kunne dårligt være anderledes. Jeg tilhører alligevel næppe målgruppen.

    Benway 6-09-18 22:45

  • 0

    Her er det sjoveste Magnus Millang har lavet..!!

    Og det kan ikke diskuteres,!

    www.youtube.com/watch

    MadMartigan 7-09-18 10:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen