Luca Guadagnino samler stjernehold til ny serie med Andrew Garfield i front

Instruktøren bag "Call Me by Your Name" og "Suspiria" har lige fuldendt sin første serie, og hans næste serie er baseret på en af 1900-tallets største romaner.

Luca Guadagnino er en yderst produktiv herre, der alene de sidste tre år har været aktuel med sensationen "Call Me by Your Name", gyser-remaket "Suspiria" og senest HBO-serien "We Are Who We Are".

Efter at have færdiggjort disse projekter har han kastet sig over et remake af gangsterklassikeren "Scarface", og nu melder italieneren sig på banen med endnu et nyt projekt.

Guadagnino skal i samarbejde med engelske BBC lave en miniserie baseret på Ewelyn Waughs klassiske roman "Brideshead Revisited, The Sacred & Profane Memories of Captain Charles Ryder". Fortællingen omhandler manden Charles Ryder, der begår sig med den sociale elite og får et kompliceret forhold til den rige familie Flytes, hvor han indgår i et intimt forhold med søskendeparret Sebastian og Julia.

GARFIELD, MARA, BLANCHETT, FIENNES...

Med sig til at lave serien bringer Luca Guadagnino et sandt stjernehold. Andrew Garfield ("The Amazing Spider-Man", "Under the Silver Lake") skal spille Charles Ryder, og "Carol"-parret Rooney Mara og Cate Blanchett genforenes foran kameraet. Derudover vil Ralph Fiennes og Joe Alwyn også kunne ses i serien.

"Brideshead Revisited" blev også lavet som en tv-serie tilbage i 1981, hvor Jeremy Irons var i front, mens en filmatisering også udkom i 2008.

Optagelserne begynder i foråret 2021 med en mulig premiere senere næste år.

Kommentarer

Luca Guadagnino samler stjernehold til ny serie med Andrew Garfield i front

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen