Margot Robbie: Jeg fatter stadig ikke, at "Babylon" floppede

Den stjernespækkede storfilm fra 2022 indtjente blot 65 mio. dollars på verdensplan – altså 15 mio. dollars færre, end den havde kostet at producere...

Oven på nytårsaftensdag føles det passende at se tilbage på en film, der bød på talløse fester – de fleste af dem i øvrigt indsvøbt i sprut, sex og superstjerner: "Babylon".

Men mens mange nok også døjer med tømmermænd netop nu og måske har svært ved at huske alt, der skete det sidste døgns tid, så er der også mange, der allerede har glemt, at "Babylon" eksisterer – hvis de altså overhovedet nogensinde vidste det...

Men i slut-2022 blev "Babylon" ellers omtalt som en af 2023's helt store potentielle Oscar-slugere. Og man forstår godt hvorfor, idet den Oscar-belønnede filmmager Damien Chazelle sad i instruktørstolen oven på prisbelønnede hits som "Whiplash" og "La La Land", mens store navne som Margot Robbie, Brad Pitt og Tobey Maguire gav den gas foran kameraet i filmen om 1920'ernes dekadente Hollywood.

Men filmen floppede altså fælt – i USA indtjente den blot 15 mio. dollars i sin levetid i biograferne, og den havde vel at mærke kostet 80 mio. dollars at skrue sammen. Mange kritikere vendte også tommelfingeren nedad, men her på Moovy var vi begejstrede for filmen. Undertegnede slyngede 5 stjerner efter den og skrev bl.a.: "...sprudler af førsterangs filmkunst, fra det førnævnte skuespil over Justin Hurwitz' majestætiske musik til uforlignelige billeder, kostumer og kulisser."

Læs også: "Babylon"-komponisten Justin Hurwitz vil gerne lave en actionfilm med "La La Land"-instruktøren Damien Chazelle

Og en af filmens førnævnte stjerner, Margot Robbie, fortalte i et nyligt interview med podcasten The Talking Pictures, at hun simpelthen ikke begriber, at "Babylon" klarede sig skidt i biffen:

"Jeg fatter det ikke. Jeg ved, jeg ikke er upartisk, fordi projektet står mig nært, og jeg har naturligvis tiltro til det, men jeg kan stadig ikke forstå, at folk hadede den."

Ligesom nogle af os er Robbie dog overbevist om, at "Babylon" går hen og bliver en kultfilm en skønne dag ligesom mange andre film, der indledningsvist klarede sig skidt, før de blev revurderet af anmeldere og/eller publikum:

"Jeg spekulerer over, om folk om 20 år udbryder: 'Vent... klarede 'Babylon' sig skidt, da den udkom?' Ligesom når man hører, at 'The Shawshank Redemption' i sin tid floppede, og man bare tænker: 'Hvordan er det overhovedet muligt?'"

Vi glæder os naturligvis allerede til at lave en afstemning om vores brugeres indtryk af "Babylon" i 2042. Det danske biografpublikum tog vel at mærke bedre imod filmen end det amerikanske af slagsen.

Moovy TV lavede i øvrigt et dybdeborende indslag om "Babylon" tilbage i 2023, hvor vi interviewede skuespilleren Jean Smart, klipperen Tom Cross, kostumieren Mary Zophres, scenografen Florencia Martin og komponisten Justin Hurwitz – det kan I (gen)se her:

Kommentarer

Margot Robbie: Jeg fatter stadig ikke, at "Babylon" floppede

  • ★★★★★3

    Altså jeg elsker den, men jeg er ikke specielt overrasket at den floppede. Den slår mig ikke som en særligt kommerciel film.

    Kruse 1-01-25 10:05

  • ★★★2

    Babylon er hysterisk, overfladisk og pænt irriterende på sådan en rigtig "se mig" måde. Ikke så sært den floppede.

    Essal 1-01-25 11:01

  • 3

    Jeg synes Babylon er fremragende. Virkelig en film med stort F. 

    Og jeg håber inderligt Damien Chazelle bliver ved at kunne få finansieret sine film. 

    Høegh 1-01-25 13:53

  • ★★★★★★0

    Jeg synes, den er ujævn, dog er især det, der handler om stumfilmsperioden helt fantastisk. Det holder dog ikke hjem, desværre.

    Gav den 7/10. Men en af de 7'ere jeg gerne vil se igen.

    Den føles dog også noget dyr i produktionen. Everything Everywhere All at Once fra samme år kostede 60 millioner dollars mindre at producere.

    Guldager 2-01-25 21:15

  • ★★★★★★0

    Markedsføringen var forkert - den blev solgt som et orgie, hvilket utvivlsomt har holdt bonerte amerikanere fra billetlugerne.

    Wayne 3-01-25 06:35

  • 0

    Den starter faktisk godt og en time inde var jeg stadig optaget af den. Men synes den tabte sig selv mod slut.

    Mickey fra Øen 4-01-25 21:02

  • ★★★0

    Hmm jeg erindre jeg synes den var dårlig i starten men blev bedre i midten og hen mod slutningen :)

    Tilsyneladende en film der er mange forskellige holdninger til.

    Gorman 4-01-25 23:40

  • 1

    Har sjældent set en film være så bevidst om, hvad den gerne ville være. Kunne ikke holde til mere end 20-30 min. Så er elenfantlort og dværge heller ikke mere vildt eller sjovt.

    ZimaBlue 5-01-25 13:47

  • 0

    Har sjældent set en film være så bevidst om, hvad den gerne ville være.

    Hvordan er det en dårlig ting?

    Mickey fra Øen 6-01-25 09:49

  • 2

    Hvordan er det en dårlig ting?

    Forstår godt, at du spørger, for det er ikke en entydig dårlig ting. I det her tilfælde skal det forstås sådan, at den føles forceret og påtaget. Men da det er en følelse, så forstår jeg godt, hvis andre har en anden oplevelse.

    ZimaBlue 6-01-25 10:45

  • 1

    Forstår godt, at du spørger, for det er ikke en entydig dårlig ting. I det her tilfælde skal det forstås sådan, at den føles forceret og påtaget. Men da det er en følelse, så forstår jeg godt, hvis andre har en anden oplevelse.

    På den facon. Tak for svar.

    Mickey fra Øen 6-01-25 13:33

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen