Hej ho, og en hel flaske rom ...
Margot Robbie stævner ud i nyt "Pirates of the Caribbean"-eventyr
Den populære skuespillerinde skal prøve kræfter med Disney-franchisen i seriens sjette film.
Ifølge The Hollywood Reporter skal Margot Robbie ("Once Upon a Time... in Hollywood") spille med i en helt ny "Pirates of the Caribbean"-film, hvor hun genforenes med "Birds of Prey"-manuskriptforfatteren Christina Hodson, der også har skrevet drejebogen til "Transformers"-spin-off'en "Bumblebee".
Hodson skal levere manuskriptet til det nye eventyr, der ikke har noget at gøre med det i forvejen annoncerede reboot af den populære pirat-franchise. I stedet bliver der angiveligt tale om en selvstændig film med helt nye karakterer sat i samme univers, men med kvindelige skuespillere i de bærende roller, hvor Margot Robbie altså allerede nu er klar til at stævne ud.
Den første "Pirates of Caribbean"-film med undertitlen "Den sorte forbandelse" fik premiere helt tilbage i 2003, hvor især Johnny Depp løb med opmærksomheden i rollen som den excentriske piratkaptajn Jack Sparrow. Serien er baseret på en attraktion i Disneys forlystelsesparker, og de fem eksisterende film i franchisen har tilsammen indspillet for i omegnen af 4,5 mia. dollars på verdensplan.
Det nye pirateventyr har endnu ikke fået en premieredato.