Marvel hapser muligvis Angelina Jolie til ny superheltefilm

"Maleficent"-stjernen er tæt på at slutte sig til "The Eternals".

Mens "Captain Marvel" går sin sejrsgang ved biograflugerne verden over, og der desuden lades op til den fjerde "Avengers"-film, er superheltegiganten Marvel vanen tro godt i gang med at planlægge fremtidens filmprojekter – heriblandt "The Eternals", der omhandler en gruppe superfolk af racen Eternals.

Ingen skuespillere er indtil nu blevet officielt tilknyttet filmen, men Angelina Jolie skulle være i forhandlinger om at slutte sig til projektet i en af de centrale roller. Helt præcist hvilken rolle Jolie skulle have i kikkerten, vides dog ikke.

Angelina Jolie har de senere år bevæget sig over i instruktørrollen og instruerede senest "First They Killed My Father", som fik premiere på Netflix. Den 43-årige superstjerne har tidligere begået film som "Unbroken" og "By the Sea". Foran kameraet kan hun i år ses i Disney-fortsættelsen "Maleficent: Mistress of Evil", hvor hun gentager hovedrollen som heksen Maleficent.

Marvels "The Eternals" instrueres af kinesiske Chloé Zhao, der i 2017 stod bag det roste westerndrama "The Rider". På Marvel-filmen skal Zhao filmatisere tegneserierne om de superstærke væsner, som tilbage i 1970'erne blev skabt af Jack Kirby.

"The Eternals" er endnu ikke blevet tildelt en premieredato.

Kommentarer

Marvel hapser muligvis Angelina Jolie til ny superheltefilm

  • 0

    Det kunne være i rollen som Sersi, hun ligner hende en del

    Gormanden 3-04-19 20:44

  • 0

    Det kunne være i rollen som Sersi, hun ligner hende ret meget

    Gormanden 3-04-19 20:45

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen