wow
Marvel-præsident: 20 flere Marvel-film på vej!
Superheltegiganten har mange flere projekter i støbeskeen.
Marvel Studios udgav i går første trailer til "Avengers: Infinity War" – den første af to "Avengers"-film, som vil samle op på superheltefilmenes overordnede historie, og som visse steder er blevet betegnet som en slags begyndelsen på enden for det farverige univers. Men går man og tror, at filmselskabet så vil hvile på laurbærrene og endegyldigt afslutte fortællingen, så tager man grueligt fejl.
Kevin Feige, der er præsident for Marvel Studios og kendt for at være manden med det forkromede overblik over franchisen, har nemlig i et nyt interview indikeret, at studiet har ikke færre end 20(!) filmidéer klar til at blive sat i værk, efter den fjerde "Avengers" har ramt biograflærrederne. Og ikke nok med det, så skulle projekterne være mærkbart anderledes, end hvad vi hidtil har set i tegneseriefilmatiseringerne.
Nye verdener
Lidt flere interessante detaljer om, hvad man kan forvente, var der at hente fra Disneys CEO, Bob Iger: "Vi ønsker os verdener, der er helt adskilte – enten geografisk eller tidsmæssigt – fra de verdener, vi allerede har besøgt," udtaler Iger om fremtidens potentielle film.
Det falder også godt i tråd med, hvad Marvels kalender ellers bringer os i den kommende tid. Næste år byder både på førnævnte "Avengers: Infinity War", men også "Black Panther", som udspiller sig i den hemmelighedsfulde nation Wakanda. "Captain Marvel" følger året efter med selskabets første kvindelige superhelt i hovedrollen og et plot, der udspiller sig i 90'erne og altså længe før den første "Iron Man"-film foregik.
Desuden har "Guardians of the Galaxy"-instruktøren James Gunn tidligere udtalt, at han gerne vil udforske flere af Marvel-universets kosmiske hjørner.
Inden vi når så vidt, rammer "Avengers: Infinity War" dog biograferne 3. maj næste år – og fortsættelsen er klar 2. maj 2019.