Marvels "Black Panther: Wakanda Forever" har nu indtjent 800 mio. dollars

Det storladne superhelteepos har bl.a. overhalet "The Batman" og "Thor: Love and Thunder" ved billetlugerne.

Den første "Black Panther" blev et kæmpe kulturfænomen tilbage i 2018 – den indtjente 700 mio. dollars alene i USA (kun fem film har indtjent flere penge i landets historie, hvis man ikke medberegner inflation) og blev som den første (og fortsat eneste) superheltefilm nogensinde Oscar-nomineret til Bedste film.

På verdensplan endte "Black Panther" med at indtjene lige knap 1,4 mia. dollars. Så selvfølgelig var det urimeligt at forvente, at den længe ventede fortsættelse, "Black Panther: Wakanda Forever", ville ende med at indkassere et beløb i samme størrelsesorden – især i kølvandet på Chadwick Bosemands død og coronavirussens udbrud.

Men selvom "Black Panther: Wakanda Forever" så småt er ved at miste pusten i biograferne, så har den netop rundet 800 mio. dollars i indtjening, som under alle omstændigheder er et stort, imponerende tal – selvom det er små 600 mio. dollars færre, end dens forgænger endte med at indtjene.

Læs også: Marvel producerer "Black Panther"-spin-off til Disney+

Fem andre biograffilm har i skrivende stund indtjent flere penge end "Black Panther: Wakanda Forever" i 2022: "Top Gun: Maverick" (1,488 mia. dollars), "Jurassic World: Dominion" (1 mia. dollars), "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" (955 mio. dollars), "Minions: Historien om Gru" (939 mio. dollars) og "Avatar: The Way of Water" (881 mio. dollars).

Det ser altså ud til, at "Black Panther: Wakanda Forever" ender som årets næststørste superheltefilm – og den har klaret sig bedre end "The Batman" (770 mio. dollars), "Thor: Love and Thunder" (760 mio. dollars) og "Black Adam" (391 mio. dollars).

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's interviews med flere af stjernerne i Marvels blockbuster, som i øvrigt stadig kan ses i flere af landets biografer:

Kommentarer

Marvels "Black Panther: Wakanda Forever" har nu indtjent 800 mio. dollars

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen