Marvels "Black Widow" udskydes til næste sommer

Disneys beslutning kan få alvorlige konsekvenser for biografer over hele kloden.

Det lå i kortene, og nu er beslutningen officielt blevet truffet: Disney har udskudt MCU-filmen "Black Widow" fra november i år til maj 2021.

Som vi allerede har rapporteret, så er Steven Spielbergs musical, "West Side Story", også netop blevet udskudt et helt år, og derudover er Kenneth Branaghs næste film om mesterdetektiven Hercule Poirot, "Døden på Nilen", udskudt fra oktober til december i år.

Til gengæld lader det til, at Pixar-filmen "Soul" udkommer i biograferne i november. Der har ellers længe floreret rygter om, at Disney ville udgive filmen direkte på Disney+.

Læs også: Englands biografejere er fortørnede over udgivelsen af "Mulan" på Disney+

Men det er særligt udskydelsen af "Black Widow", der påvirker det globale biograf- og filmlandskab. Som konsekvens bliver de andre kommende MCU-film, "Eternals" og "Shang Chi and the Legend of the Ten Rings", også udskudt til senere i 2021.

Twitter udtaler "Eternals"-skuespilleren Kumail Nanjiani, som fik sit store gennembrud i den romantiske komedie "The Big Sick", at det er den rette beslutning:

"Marvel har truffet den rigtige og ansvarlige beslutning. En pandemi er i gang. Intet er mere vigtigt end helbred og liv. Jeg kan ikke bede folk om at gå i biografen, før jeg selv føler, at det er sikkert at besøge en."

Nanjianis kommentarer synes at afspejle den gennemsnitlige amerikaners indtryk: at biograferne ikke er et sikkert sted at opholde sig. Selvom 70% af USA's biografer er åbne igen, så holder amerikanerne sig væk. Eksempelvis har Christopher Nolans "Tenet" indtjent sølle 36 mio. dollars efter godt tre uger i biffen. Det er 15 mio. færre end Nolans "Dunkirk" indtjente alene i sin åbningsweekend.

Læs også: Christopher Nolans "Tenet" skal indtjene 1 mia. dollars for at generere overskud

Så selvom "Tenet" klarer sig godt uden for USA, hvor der tydeligvis er større tiltro til sikkerheden i biografmørket, så tør filmselskaberne ikke gamble med flere store titler. Især ikke nu, hvor antallet af virustilfælde stiger voldsomt i talrige lande.

Derfor går der altså et par måneder, før en ny potentiel blockbuster udkommer i alverdens biografer. Bond-filmen "No Time to Die" lander i november, og eftersom Bond-film sædvanligvis klarer sig bedst uden for USA, er det nok sandsynligt, at den holder fast i sin premieredato.

Men mange biografer stirrer ned i afgrunden netop nu, og hvis "No Time to Die" ender med at blive udskudt (igen), så er der nok en del af dem, der simpelthen skubbes ud over kanten.

Kommentarer

Marvels "Black Widow" udskydes til næste sommer

  • ★★★★0

    Suk - hvor ville det være rart med en vaccine (helst uden bivirkninger) snart....

    Wayne24-09-20 11:34

  • 1

    Helt seriøst. Nu skal vi gå og vente til november før vi kan gå en i en biograf og nyde en film. Og nu skal jeg nok vente til 2021. Jeg havde faktisk glædet mig til den her film og nu skal jeg se trailern og hvide at jeg skal vente til 2021 før jeg kan se denne film. 
    Det samme med Wonder Woman 84

    Max R.Albrechtsen24-09-20 14:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen