"Mary Poppins Returns": Første billede af Emily Blunt som Mary Poppins

Disney har netop offentliggjort det første billede, der kan ses herunder, af Emily Blunt som den magiske barnepige Mary Poppins i den længe ventede opfølger til musicalen "Mary Poppins" fra 1964. I fortsættelsen "Mary Poppins Returns" skal Emily Blunt løfte den tunge arv efter Julie Andrews, der gav den i rollen som den syngende barnepige i sin tid.

På det nye billede befinder Blunts Mary sig endnu engang udenfor familien Banks' hus, præcis som hun gjorde i originalen. I fortsættelsen, der foregår 25 år efter "Mary Poppins", får de nu voksne Jane og Michael Banks igen brug for deres forhenværende "praktisk talt perfekte" barnepiges hjælp, efter de oplever et personligt tab.

Den nye film, der igen er baseret på bogserien af P. L. Travers, er instrueret af Rob Marshall og har udover Emily Blunt prominente navne som Colin Firth, Meryl Streep og Angela Lansbury på rollelisten.

"Mary Poppins Returns" får premiere i december 2018.

Kommentarer

"Mary Poppins Returns": Første billede af Emily Blunt som Mary Poppins

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen