Matthew McConaughey: 1 . sæson af "True Detective" var en af tv-historiens største begivenheder

Det er næsten 100 år siden, at fjernsynet blev opfundet, og ifølge McConaughey er "True Detective" altså noget af det bedste, som flimmerkassen nogensinde har vist os.

Apollo 11's månelanding i 1969, Live Aid-koncerten i 1985 og Prinsesse Dianas begravelse i 1997 er blot tre af de begivenheder, der ofte fremhæves, når snakken falder på tv-historiens største begivenheder.

Men bør vi også føje 1. sæson af thriller-serien "True Detective" fra 2014 til listen? Det mener Matthew McConaughey, der spillede en af sæsonens to hårdkogte betjente, som bruger et par årtier på at opklare en række mord og finde den gruopvækkende gerningsmand.

I et interview med Variety bliver McConaughey spurgt ind til seriens nyeste og 4. sæson, som bærer undertitlen "North Country", og McConaughey siger, at selvom han satte pris på flere ting i antologiseriens 4. årgang, så er sæson 1 vel at mærke både seriens og en af hele serielandskabets største triumfer.

Læs også: Matthew McConaughey overvejer at stille op som guvernør

"Min yndlingssæson – og jeg føler, jeg godt kan være objektiv – er sæson 1," siger McConaughey og fortsætter med et smil på læben: "Jeg er tilfældigvis selv med i dén sæson, og jeg synes, det var helt utroligt godt fjernsyn og en fantastisk serie. Jeg fulgte med hver uge ligesom alle andre. Hver søndag var en særlig begivenhed for mit vedkommende. Og jeg lænede mig tilbage og nød at se med. Selvom jeg lavede serien, så glemte jeg lidt, hvad der ville ske. Det var en af tv-historiens største begivenheder."

McConaughey har haft stemmeroller i bl.a. "Deadpool & Wolverine" og den skrupskøre animationsserie "Agent Elvis", men han har holdt en seks år lang pause foran filmkameraerne.

Den 55-årige Oscar-vinder gør dog snart comeback i thrilleren "The Rivals of Amziah King", som for nylig fik verdenspremiere på filmfestivalen South by Southwest, hvor den fik fine anmeldelser. En dansk premieredato er endnu ikke blevet annonceret.

"True Detective" får i øvrigt også en 5. sæson, som snart går i optagelse – mon den også ender som en historisk tv-begivenhed?

Kommentarer

Matthew McConaughey: 1 . sæson af "True Detective" var en af tv-historiens største begivenheder

  • ★★★★★★1

    Må da vist til at få set den første sæson

    :-)

    Wayne21-03-25 13:05

  • ★★★0

    "True Detective" får i øvrigt også en 5. sæson, som snart går i optagelse – mon den også ender som en historisk tv-begivenhed?

    Hmm, ikke sandsynligt. 

    Essal21-03-25 13:56

  • ★★★★1

    1 sæson var fed og spændende…. Men historisk ligefrem? Nok næppe imo.

    Gorman21-03-25 18:29

  • ★★★★★0

    Jeg kan huske, jeg syntes, at den var god. Men kan faktisk ikke rigtig ellers huske den...

    chandler7521-03-25 18:38

  • 1

    100%

    Nok den meste perfekte sæson der nogensinde er lavet.

    Kun The Wire kommer i nærheden.

    TheRealLukeSkywalker22-03-25 14:50

  • ★★★★★1

    Ja, det er et klart mesterværk. Måske kun overgået af Cobra Kai :-)

    S. Rico22-03-25 15:19

  • ★★★★0

    100%

    Nok den meste perfekte sæson der nogensinde er lavet.

    Kun The Wire kommer i nærheden.

    Helt enig.

    Det er svært at sætte en finger på den første sæson.

    De efterfølgende svinger meget i kvalitet, men når sjældent over det middelmådige. Men den første sæson altså ...

    thomsen23-03-25 10:54

  • ★★★★0

    Helt enig.

    Det er svært at sætte en finger på den første sæson.

    De efterfølgende svinger meget i kvalitet, men når sjældent over det middelmådige. Men den første sæson altså ...

    Også afsnittet med bikerne? Den var decideret ringe imo, eller i det mindste ligegyldig. Resten var rigtig gode, enig. 

    Gorman24-03-25 20:44

  • 0

    En af de bedste sæsoner ja, men for hele serie universet er der intet der slår Band of Brothers IMO.

    Bjur31-03-25 11:14

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen