Matthew McConaughey skal atter stene ud i "The Beach Bum"

Før den meget omtalte "mcconaissance" havde mange nok billedet af Matthew McConaughey som enten marihuanarygende damebedårer fra "Dazed and Confused" eller den vaskebrætfremvisende surfer-fyr fra "Sahara" og, tja, "Surfer, Dude".

De to karaktertræk får Matthew McConaughey mulighed for at udfolde til fulde i Harmony Korines næste film, "The Beach Bum", der netop beskrives som en klassisk stenerkomedie.

McConaughey skal spille den rebelske og elskværdige slyngel Moondog, som lever livet til det yderste. Harmony Korine beskriver selv filmen som "en vild og frygtløs tur", hvor han ikke kan se nogen andre end McConaughey til rollen som den charmerende rebel Moondog.

Flabet kompromisløshed

"Charmerende rebel" kunne sagtens være et prædikat sat på Korine selv. Han har siden instruktørdebuten "Gummo" fra 1997 udforsket de mere bizarre og grimme sider af USA, men altid med en flabet kompromisløshed. Den hyperæstetiske "Spring Breakers" ramte tidsånden og gav ham et større publikum, men man skal alligevel ikke regne med, at "The Beach Bum" ligner den sædvanlige Seth Rogen-komedie.

Det var ellers forventet, at Harmony Korines næste film skulle være den stjernespækkede og ultravoldelige gangster-thriller "The Trap" med Al Pacino, Idriss Elba, Robert Pattinson og Benicio del Toro i de bærende roller. Da "The Beach Bum" begynder på indspilning i juli, har "The Trap" nok forholdsvis lang vej igen.

Kommentarer

Matthew McConaughey skal atter stene ud i "The Beach Bum"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen