Meryl Streep fører an i Steven Soderberghs "The Laundromat"

Fra Pentagon Papers til Panama Papers.

Det lader til, at evigt arbejdsomme Meryl Streep har fundet sit næste projekt. Stjerneskuespilleren, som efterhånden må betegnes som en levende legende, var tidligere på året nomineret til en Oscar for sin præstation i Steven Spielbergs "The Post" og dukker desuden op yderligere to gange på det store lærred i indeværende kalenderår – nemlig i fortsættelserne "Mamma Mia! Here We Go Again" og "Mary Poppins Returns".

Derefter bevæger skuespillerinden sig så tilbage til en film baseret på virkelige hændelser med "The Laundromat", der bliver instrueret af Steven Soderbergh.

Filmen omhandler skandalen omkring de såkaldte Panama Papers og tager sit udgangspunkt i bogen "Secrecy World", som blev forfattet af Jake Bernstein. Historien udspringer således af den chokerende afsløring af et globalt netværk til hvidvaskning af penge og skildrer endvidere beretningen om de journalister, der var med til at få sandheden frem.

Streep får i filmen en af de helt centrale roller, som også beskrives som fortællingens følelsesmæssige anker. Derudover skulle både den nykårede Oscar-vinder Gary Oldman og "Zorro"-stjernen Antonio Banderas være i forhandlinger om at slutte sig til projektet.

produktiv instruktør

Instruktør Soderbergh har det sidste års tid givet os både film og tv, senest med HBO-serien "Mosaic". 2017 bød på komedien "Logan Lucky" for filmmageren, som i mellemtiden også har kreeret iPhone-gyseren "Unsane" og dramaet "High Flying Bird", der har Zazie Beetz ("Deadpool 2") og Kyle MacLachlan ("Twin Peaks") på rollelisten.

Selvom produktionen endnu ikke har sikret sig endelig distribution, forlyder det, at Netflix skulle være varme bejlere til at opsnappe "The Laundromat", så det skulle dermed være sandsynligt, at Soderberghs nye film lander engang til næste år. Streep kan til den tid i øvrigt opleves i HBO's populære serie "Big Little Lies", når anden sæson af føljetonen ruller i 2019.

Kommentarer

Meryl Streep fører an i Steven Soderberghs "The Laundromat"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen