"Metal Gear Solid"-skaber: Denne "The Old Guard"-skuespiller bør spille Solid Snake

Hideo Kojima er faldet for en helt særlig skuespiller.

Indtil videre er ingen skuespillere blevet hyret til den kommende filmatisering af det populære videospil "Metal Gear Solid". Men nu giver spillets skaber, Hideo Kojima, sit bud på, hvem der kunne spille spilseriens hovedperson: Solid Snake. Japanerens valg falder på Luca Marinelli, som senest kunne ses i Netflix-filmen "The Old Guard".

I et nyligt Instagram-opslag skriver Kojima:

"Jeg følger mange skuespillere. Luca Marinelli fangede for nylig mit blik, da jeg så 'The Old Guard' og 'Martin Eden'. Han spillede en imponerende skurk i 'They Call Me Jeeg', men jeg tror snart han får sit gennembrud. Og så tror jeg, at hvis han tager bandanaen på, ville han være Solid Snakes spejlbillede!"

Læs også: Top Tirsdag: Fem videospil med filmiske narrativer

"Metal Gear"-filmen har dog stadig en lang rejse foran sig, selvom manuskript angiveligt er godkendt og effektfolk er blevet hyret. Man har ikke hyret nogle skuespillere, ligesom vi ikke ved, hvilken aldersgrænse filmen vil stile efter. Men takket være Hideo Kojimas store kærlighed til film og skuespillere, hvilket kan mærkes gennem "Metal Gear"-serien og "Death Stranding", har vi altså nu et bud på en potentiel Solid Snake.

"Star Wars"-skuespilleren Oscar Issacs har tidligere ytret over for IGN, at han ville elske at spille Solid Snake. En idé, som støttes af Jordan Vogt-Roberts ("Kong: Skull Island"), som p.t. er tilknyttet filmprojektet som instruktør. Den amerikanske instruktør har længe beskrevet "Metal Gear"-filmen som et drømmeprojekt, hvilket bl.a. kan mærkes i "Kong: Skull Island", der inkluderer en båd opkaldt efter Grey Fox, som er en karakter i "Metal Gear Solid".

For nyligt fremhævede vi "Metal Gear" serien som havende et af de bedste filmske narrativer i videospil. En serie, som var med til at revolutionere videospilmediet.

Kommentarer

"Metal Gear Solid"-skaber: Denne "The Old Guard"-skuespiller bør spille Solid Snake

  • 0

    Det er synd, at David Hayter er for gammel nu. Han er om nogen stemmen bag. 

    Nickell 3-08-20 19:34

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen