Michael Bays "Ambulance" flopper fælt

Bays remake af den danske thriller "Ambulancen" fra 2005 debuterede på en skuffende 4.-plads ved de amerikanske billetluger i den forgangne weekend.

For få dage siden drønede Michael Bays "Ambulance" ind i de nordamerikanske biografsale – endnu et hæsblæsende actionbrag fra manden bag "The Rock", "Bad Boys" og "Armageddon", som i øvrigt tager afsæt i Laurits Munch-Petersens 17 år gamle, danske drama "Ambulancen".

Men hvor Bay engang var synonym med med ikke blot store eksplosioner, men også stor indtjening, så er Bays adrenalinfyldte opusser simpelthen ikke længere de trækplastre, de engang var.

Både "Pain & Gain" (2013), "13 Hours: The Secret Soldiers of Benghazi" (2016) og "Transformers: The Last Knight" (2017) underpræsterede finansielt, mens Netflix' filmchef, Scott Stuber, har indrømmet over for Variety, at Bays nedsablede Netflix-thriller, "6 Underground", var en seertalsskuffelse.

Men i kapløbet mellem Bays største skuffelser har "Ambulance" overhalet alle konkurrenterne indenom med fuld udrykning – den har simpelthen leveret den værste åbningsweekend i hele Bays karriere.

Læs også: Michael Bay laver amerikansk "The Raid"-remake

Som Variety skriver, så indtjente "Ambulance" blot 8,7 mio. dollars i USA i sin åbningsweekend – således debuterede den på 4.-pladsen bag bl.a. familiefilmen "Sonic the Hedgehog 2" og tilmed også den stærkt kritiserede Marvel-film "Morbius", som endda udkom i de amerikanske biografer for snart to uger siden.

"Ambulance" indtjente faktisk blot 2 mio. dollars mere end "The Batman", som udkom i de amerikanske biografsale for hele seks uger siden.

"Ambulance" har dog et relativt beskedent budget på 40 mio. dollars, så det er ikke utænkeligt, at filmen ender med at genere profit, men som Variety også fastslår, så har Universal Pictures brugt en anseelig bunke penge på at promovere filmen globalt.

Variety rapporterer, at 50% af de biografgæster, som så "Ambulance" i den forgangne weekend i USA, var 35 år gamle eller ældre, mens 58% af billetkøberne var mænd. De unge biografgængere ville altså hellere se SEGA's lynhurtige, lyseblå pindsvin i aktion.

Pudsigt nok blev "Ambulancen" heller ikke noget stort hit i de danske biografer – den solgte blot 46.672 billetter og fik en relativt hård medfart i den danske presse. Bays remake har pudsigt nok udløst generelt positive anmeldelser, men det har altså ikke været nok til at sikre positive resultater ved billetlugerne...

Kommentarer

Michael Bays "Ambulance" flopper fælt

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen