Michael Myers lurer i første officielle billeder fra "Halloween"

Der venter en skrækindjagende allehelgensaften, når slasher-ikonet træder ud af skyggerne for at terrorisere den lille by Haddonfield på ny.

Folkene hos Blumhouse har nu frigivet de første billeder fra det kommende "Halloween"-reboot. Den legendariske horrorfranchise har ligget i dvale siden 2009, men i år lander endnu et kapitel i den gysende saga så – og det bliver endda et kapitel, der byder på både den oprindelige hovedrolleindehaver samt musikalsk indspark fra manden, som skabte historien tilbage i 70'erne.

Jamie Lee Curtis gentager således sin rolle som Laurie Strode i den nye film, der ignorerer alle efterfølgerne til den originale klassiker. Samtidig har man fået John Carpenter, som instruerede og orkestrerede filmen fra 1978, med som konsulent, ligesom Carpenter ligeledes har lavet musikken til rebootet. Der skulle altså være lagt i kakkelovnen til en sand "Halloween"-oplevelse i det skræmmende filmunivers' helt rette ånd.

Det seneste skud på stammen er med David Gordon Green bag kameraet, og selvom projektet ignorerer filmseriens mange fortsættelser, nærstuderede instruktøren alligevel de tidligere film, da han begyndte at forberede sig på næste kapitel: "Jeg begyndte at se restriktioner frem for muligheder, og jeg tænkte, 'hvis der nu var en lidt mere ren tavle, hvor jeg som kæmpe Halloween-fan helt egoistisk kunne tage historien, præcis hvor jeg ville, hvor ville det så være?'" udtaler Green til USA Today om sine tanker med den nye film.

Stjernepsykopaten Michael Myers, der nu igen hjemsøger de uforberedte og ulykkelige borgere i den lille by Haddonfield, er dog stadig, som vi kender ham: "Han er essensen af ondskab, så vi har ikke lyst til at gå for meget ind i, hvad der specifikt styrer ham. Meget af det, der gør denne her bøhmand skræmmende for mig, er mystikken ved karakteren og hans næsten kattelignende bevægelser og nysgerrighed," slår instruktør Green dermed fast.

"Halloween" får dansk premiere 18. oktober. Herunder kan du – hvis du tør – se de første billeder fra gyserfilmen.

Kommentarer

Michael Myers lurer i første officielle billeder fra "Halloween"

  • ★★★★0

    Green er bestent ikke ueffen filmskaber, så det kunne meget vel gå hen og blive godt. 

    Babo 6-06-18 15:06

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen