"Midsommar"-stjernen Florence Pugh er på vej til ørkenen i "Dune: Del 2"

Den Oscar-nominerede skuespiller skal angiveligt spille prinsesse Irulan Corrino i efterfølgeren til Denis Villeneuves sci-fi-hit.

Endnu et prominent skuespillernavn er angiveligt blevet føjet til "Dune"-sagaens i forvejen imponerende ensemble.

Florence Pugh ("Midsommar", "Little Women", "Black Widow") er ifølge Variety i forhandlinger med Warner Bros. om rollen som prinsesse Irulan Corrino i den annoncerede efterfølger til Denis Villeneuves grandiose sci-fi-basker "Dune".

Dermed slutter den talentfulde skuespiller sig til et cast, der i forvejen tæller store navne som Timothée Chalamet, Rebecca Ferguson, Josh Brolin, Zendaya, Dave Bautista, Javier Bardem og Stellan Skarsgård.

Læs også: David Lynch: Jeg har ingen interesse i den nye "Dune"

Skulle Pugh lande rollen som prinsesse Irulan, kan vi forvente en spirende romance mellem hende og Timothée Chalamets Paul Atreides i den kommende fortsættelse, der efter planen går i produktion til sommer. Prinsessen blev spillet af Virginia Madsen i David Lynchs "Dune"-filmatisering fra 1984.

"Dune" har siden premieren sidste år indspillet 400 mio. dollars på verdensplan, og filmatiseringen af Frank Herberts berømte roman er nomineret til hele 10 Oscars – herunder Bedste film.

"Dune: Del 2" udkommer i biograferne den 19. oktober 2023.

Kommentarer

"Midsommar"-stjernen Florence Pugh er på vej til ørkenen i "Dune: Del 2"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen