"Monsters, Inc."-spin-off på vej til Disney+

Disneys nye serie genforener Billy Crystal og John Goodman, der lagde originale stemmer til de charmerende monstre Mike og Sulley i Pixars originale film.

Så er der godt nyt til fans af det farvestrålende monster-univers i byen Monstropolis, som Pixar lancerede i 2001 i den vellykkede "Monsters, Inc.".

"Monsters at Work" er titlen på en helt ny animationsserie, der finder sted seks måneder efter begivenhederne i Pixars originale film, og som får premiere på Disneys kommende streamingtjeneste, Disney+.

Monstropolis drives på dette tidspunkt af en noget speciel energikilde i form af barnelatter, og publikum følger den nye karakter Tylor Tuskmon (med stemme af "Mad Men"-stjernen Ben Feldman), der er en ivrig og talentfuld tekniker i Monsters Inc.-virksomheden.

Crystal og goodman igen med på vognen

Tylor ønsker sig brændende at komme til at arbejde sammen med de legendariske monstre Mike Wazowski og Sulley på "Latter-etagen", og sidstnævnte figurer får atter originale stemmer af Billy Crystal og John Goodman, der gentager rollerne som hhv. den lille, enøjede Mike og den store, behårede Sulley. Sidst, det skete, var i filmen "Monsters University" fra 2013, der fungerede som en prequel til "Monsters, Inc.".

"Monsters at Work" er sat til at få premiere i 2020 på Disney+, der forventes at gå i luften i slutningen af indeværende år. 

Kommentarer

"Monsters, Inc."-spin-off på vej til Disney+

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen