Monstret fra "The Thing" laves som legetøj

Denne plaything virker heldigvis mindre farlig end filmens blodtørstige bæst.

I takt med at klimaet bliver varmere, og planetens store isområder smelter, bliver sandsynligheden for, at et grumt, nedfrossent rumvæsen pludselig dukker op, naturligvis større og større.

Men hvis man er ualmindeligt utålmodig og slet ikke kan vente på den forestående apokalypse, så kan man meget snart erhverve en bitte plastikkopi af monstret fra John Carpenters tidløse gyserklassiker "The Thing" fra 1982.

Hør også: Fem til fredag #9 - De 5 bedste film af John Carpenter + Halloween Kills

Selskabet NECA (National Entertainment Collectibles Association), som i årevis har produceret merchandise baseret på alskens fabelagtige genrefilm, arbejder netop nu på to forskellige legetøjsudgaver af monstret fra "The Thing".

NECA har udgivet en lille teaser-video på selskabets Instagram-konto, som giver os et bedre kig på de to legetøjsfigurer, som tilsyneladende stadig venter på at blive blåstemplet af filmselskabet Universal.

Læs også: John Carpenter arbejder på ny "The Thing"

I Carpenters film følger vi en gruppe afsides videnskabsmænd på Antarktis, som støder på et rumvæsen, der kan efterligne alle andre levende væsner, og som møjsommelig dræber (eller rettere sagt absorberer) mændene én efter én.

Men første gang vi møder monstret, har det antaget samme form som en slædehund, og det er denne muterede hund, som snart kan stå hjemme på din samlerreol og give både dig selv og dine gæster solide mareridt.

"The Thing" blev efterfulgt af en prequel/sequel af samme navn i 2011, som bl.a. havde danskerne Carsten Bjørnlund og Ulrich Thomsen på rollelisten.

Et reboot, som Carpenter er med til at producere, ligger i øvrigt i støbeskeen. Carpenter har netop fortalt ComicBook.com, at projektet stadig er på tegnebrættet, men at han ikke må udtale sig om det endnu. Spændende!

Kommentarer

Monstret fra "The Thing" laves som legetøj

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen