I lige måde og godt nytår til alle i The fellowship of moovy-users… :)

Moovy ønsker godt nytår 2025!
For 10. år i streg ønsker vi vores læsere, lyttere og seere et rigtig godt nytår, som forhåbentlig serverer masser af fede oplevelser både i biografsalene og stuerne!
År 2024 lakker mod enden, og således kan vi snart se tilbage på endnu et filmår, der både har serveret mester- og makværker inden for alle tænkelige genrer – og på tv-fronten har vi også fået petitesser, pragtværker og alt derimellem.
I alt 123 anmeldelser har vores reaktion disket op med i 2024, og vi kan lykkeligvis med smil på læberne vinke farvel til et filmår, der har budt på langt flere 6-stjernede herligheder end 1-stjernede bundskrabere. Blandt årets værker til topkarakter finder vi Hayao Miyazakis (angiveligt) sidste tegnefilm, "Drengen og hejren", det hypede horror-hit "The Substance" og den stjernespækkede pave-thriller "Konklave" samt nye perler af anerkendte auteurs som Wim Wenders ("Perfect Days"), Pedro Almodóvar ("The Room Next Door") og Sean Baker ("Anora").
Den græske Yorgos Lanthimos gav os tilmed hele to 6-stjernede film: "Kinds of Kindness" og "Poor Things". En anden enormt toneangivende filmmager, Francis Ford Coppola ("The Godfather", "Dommedag nu"), gjorde comeback med sit længe ventede drømmeprojekt, "Megalopolis", men den måtte tage til takke med sølle 1 stjerne og betegnelsen "dette forfængelighedsprojekt er et grotesk egotrip uden stopknap." Puha...
Det gik heller ikke godt, da den ene af de ellers så træfsikre Coen-brødre, Ethan, gik solo og gav os "Drive-Away Dolls", eller da Hollywood gav os deres seneste fantasiløse remake af en elsket kultklassiker i form af "The Crow" med Bill Skarsgård.
Og som sædvanligt har året budt på både mindeværdige og forglemmelige storfilm fra de nordamerikanske breddegrader – fra superheltehits ("Deadpool & Wolverine") og superhelteflops ("Kraven the Hunter") til kulørte musicals ("Better Man", "Wicked") og længe ventede fortsættelser ("Joker: Folie à Deux", "Gladiator II") af svingende kvalitet...
Fremtidens skæbne var et tema i flere af 2024's bemærkelsesværdige tv-serier – herunder "3 Body Problem" fra folkene bag "Game of Thrones", spilfilmatiseringen "Fallout" og Thomas Vinterbergs første tv-serie, "Familier som vores".
Og apropos Danmark, så har netop det danske filmår været et hæderligt et af slagsen med ni titler, der solgte over 100.000 biografbilletter herhjemme – herunder den nyeste Afdeling Q-thriller, "Den grænseløse" (311.172 billetter), folkekomedien "Jagtsæson 2" (218.343 billetter), "Kongekabale"-fortsættelsen "Mørkeland" (302.208 billetter) og børnefilmen "Børnene fra Sølvgade" (188.067). Årets største danske filmhit var det romantiske komediedrama "Rom" med Bodil Jørgensen (324.738 billetter), som vi da også gav 5 stjerner og betegnede som "en morsom og rørende tur til den italienske hovedstad."
Desværre er der dog alt i alt blevet solgt 3% færre biografbilletter i Danmark i 2024 i forhold til sidste år, og biografernes indtjening er stadig betydeligt lavere end før pandemien. Vi får at se, om tallene bliver bedre i 2025, hvor vi bl.a. får iøjnefaldende titler som "28 Years Later", "Avatar: Fire & Ash", "Jurassic World Rebirth", "Mission: Impossible - The Final Reckoning", "Thunderbolts*" og James Gunns "Superman".
Som sædvanligt har Moovy også haft fornøjelsen af at tale med flere af de prominente filmmagere bag og stjerner i årets store film- og tv-titler – fra skrevne interviews med "Anora"-instruktøren (og vinderen af årets guldpalme i Cannes) Sean Baker og vor danske "Gladiator II"-stjerne Connie Nielsen til Moovy TV's video-interviews med bl.a. Michael Keaton, Paul Feig, Famke Janssen og selveste Paul Giamatti – som vi i øvrigt skaffede en rolle i den kommende sci-fi-serie "Star Trek: Starfleet Academy"! Dén skøre historie kan du læse meget mere om hér.
Og vi har i øvrigt endnu flere spændende interviews i støbeskeen – snart kan I se Moovy TV's "Babygirl"-interview med superstjernen Nicole Kidman samt vores snak med skuespilleren Guy Pearce ("Memento") og instruktøren Brady Corbet ("Vox Lux") om den historiske storfilm "The Brutalist", som I kan se traileren til hér, og som for nylig blevet nomineret til hele syv prestigefyldte Golden Globe-priser.
Ud over at sammenstykke talrige anmeldelser, artikler og nyheder har vores passionerede ildsjæle også dækket festivaler som CPH:DOX og Odense International Film Festival herhjemme samt Berlinalen i Tyskland. Og ud over at give vores brugere masser af indhold at læse og se, så har vores utrættelige podcast-værter serveret over 50 episoder af Moovy Podcast, som bl.a. har dykket helt ned i materien på klassikere som "Die Hard", "Mad Max: Fury Road" og "Pulp Fiction", gransket årets Oscar-show og kåret årets bedste tv-serier og bedste film. I kan finde alle episoder dér, hvor I normalt finder jeres podcasts.
Der har naturligvis også været masser af aktivitet i Moovys velbesøgte brugerforum, og vi ønsker alle vores faste læsere, lyttere og seere rigtig godt nytår og glæder os til at se jer igen i 2025, hvor Moovy den 10. september kan fejre sin 10-års fødselsdag!