"Morbius"-skuespiller forsvarer den udskældte superheltefilm: "De slagtede den i klipperummet"

Marvel-filmen med Jared Leto som levende vampyr har blot indtjent 162 mio. dollars på verdensplan.

Mens Marvels "Doctor Strange in the Multiverse of Madness" på rekordtid er blevet en kolossal succes, så blev årets første Marvel-film, "Morbius", både slagtet af kritikerne (herunder af os her på Moovy) og forbigået af de fleste biografgængere.

"Morbius – der primært blev produceret af Sony Pictures, som stadig ejer filmrettighederne til figurerne fra Spider-Man-universet – har på en måned indtjent sølle 162 mio. dollars på verdensplan.

Filmen kostede angiveligt 80 mio. dollars at producere, så den bør ikke generere et mærkbart underskud, men der er ingen tvivl om, at "Morbius" har skuffet fælt finansielt. Og det er der en særlig grund til, udtaler en af filmens skuespillere, Al Madrigal, i et interview med comicbookmovie.com.

Læs også: Morbius: Jared Leto insisterede på at gå på toilettet med falske krykker

I "Morbius" har Jared Leto hovedrollen som den levende vampyr Michael Morbius, mens Madrigal spiller en humoristisk politibetjent, som jager Letos blodtørstige antihelt. Og en tydeligt frustreret Madrigal brokker sig især over, hvor meget der blev pillet ved filmen, både mens optagelserne stadig stod på og efter, at produktionen var rykket ind i klipperummet:

"Filmen havde oprindeligt en helt anden slutning. Vi filmede en scene, hvor jeg og Tyrese (Gibson, som spiller en anden politibetjent i "Morbius", red.) sloges med Matt Smith. Vi optog den scene i seks dage, men intet af det kom med i filmen. Forklaringen var, at det var en vampyrfilm, så den store, sidste slåskamp kunne ikke foregå i dagslys."

Madrigal antyder, at der tydeligvis ikke har været enighed om filmens udformning bag kameraet. Skuespilleren insisterer dog stadig på, at "Morbius" slet ikke er "lige så dårlig, som alle siger," men at den blev "slagtet" af klipperne – og at pandemien, som flere gange var skyld i en udskudt premieredato, spillede en rolle i den henseende:

"På grund af COVID så havde de alt for meget tid til at rode med filmen. Og det gjorde de virkelig. Men jeg kan selvfølgelig ikke styre, hvad slutproduktet bliver."

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's video-interview med "Morbius"-instruktøren Daniel Espinosa ("Snabba cash", "Life"), som også diskuterer flere af sine udfordringer på filmen, herunder at skulle lave lave en vampyrfilm uden blod:

Kommentarer

"Morbius"-skuespiller forsvarer den udskældte superheltefilm: "De slagtede den i klipperummet"

  • 0

    Jeg synes faktisk stemningen i traileren virkede lovende ... men så kom anmeldelserne.

    Jeg er en gang tidligere blev lokket i biografen til en Sony-verse film. Den fejl begår jeg ikke igen.

    Johnny4210-05-22 18:48

  • ★★0

    Nej tak til en blodfattig PG-13 vampyrfilm 

    Ryder66610-05-22 19:07

  • 0

    Jeg synes faktisk stemningen i traileren virkede lovende ... men så kom anmeldelserne.

    Jeg er en gang tidligere blev lokket i biografen til en Sony-verse film. Den fejl begår jeg ikke igen.

    Helt enig. Synes også trailerne virkede ret så lovende og var helt klar til at tage i biffen. Men efter anmeldelserne kom, så blev den plan ændret til en dag, hvor den kommer på en streamingtjeneste, jeg alligevel abonnerer på. 

    Nagash10-05-22 20:42

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen